13-årig sparket ned på fodboldbane i Aarhus V
Nu leder politiet efter vidner.
En dreng blev søndag overfaldet - nu søger politiet vidner i sagen.
Det skriver Østjyllands Politi i sin døgnrapport.
Politikredsen modtog søndag klokken 17.01 en anmeldelse om, at en 13-årig dreng var kommet ind på skadestuen med tydelige mærker efter både slag og spark.
Politiets indledende efterforskning peger på, at drengen blev overfaldet af en gruppe unge mænd på en fodboldbane ved Høgevej i Frydenlund i det vestlige Aarhus.
Efter overfaldet blev der tilkaldt hjælp, og den 13-årige blev hastet til skadestuen i ambulance.
Sagen blev derefter anmeldt til politiet.
Sagen efterforskes
Formentligt skete overfaldet på grund af nogle uoverensstemmelser, men Østjyllands Politi efterforsker nu sagen nærmere for at klarlægge, hvad der er sket og finde frem til gerningspersonerne.
Den 13-årige var i stand til at snakke med politiet, og der var ikke tale om kritiske skader.
Nu opfordrer Østjyllands Politi eventuelle vidner, der kan have set episoden på fodboldbanen mellem klokken 16.30 og 17.00, til at træde frem.
Oplysninger til politiet på telefonnummer 114.
»Af hensyn til efterforskningen kan politiet på nuværende tidspunkt ikke give yderligere oplysninger om sagen,« skriver Østjyllands Politi.