To hunde gik amok på tilfældig mand: Måtte behandles for skader
Politiet er ved at finde ud af, hvad der skal ske med hundene.
En tilfældig 42-årig mand blev søndag aften angrebet og bidt af to hunde, da han kom gående på Silkeborgvej i Harlev.
Det skriver Østjyllands Politi i døgnrapporten.
Anmeldelsen om angrebet modtog politiet klokken 18.40.
Ifølge den 42-årige havde han forinden lagt mærke til, at de to hunde kom ud fra en ejendom og begyndte at følge efter ham, inden de pludselig gik til angreb.
Umiddelbart efter var den ene af de to hunde gået til angreb på en anden forbipasserende hund, ejet af en 66-årig mand. Den 66-åriges hund blev bidt nogle gange, men var ikke umiddelbart kommet alvorligt til skade.
Den 42-årige mand pådrog sig nogle behandlingskrævende skader, men var heller ikke umiddelbart kommet alvorligt til skade.
Kort tid efter ankom en ukendt mand ifølge vidneforklaringerne til stedet i bil og tog hundene med retur til en nærtliggende ejendom, hvor de blev sat bag indhegning, inden en patrulje nåede frem.
Den ukendte mand var kørt fra stedet igen ved myndighedernes ankomst.
Østjyllands Politi er bekendt med hundenes tilhørssted, og derfor blev Falck efterfølgende tilkaldt til stedet for at afhente de to hunde.
De bliver nu opbevaret på et pensionat, mens sagen efterforskes nærmere med henblik på at få fastlagt et endeligt ejerforhold og få foretaget en vurdering af, hvad der fremadrettet skal ske med dem.