Fortsæt til indhold

Ukendte personer rykker rundt på færdselstavler ved skolevej: »Vi ser meget alvorligt på det«

Politiet er »forgæves« rykket ud to gange, fortæller bygherrerådgiver.

Krimi

»Af sikkerhedsmæssige grunde, ser vi meget alvorligt på det.«

Sådan skriver gruppen bag Åbyhøj Idrætscenter på Facebook.

Og det, det hele handler om, er parkeringer. Både de ulovlige og dem, der ser ulovlige ud.

For en eller flere ukendte personer har den seneste tid været på spil på Carit Etlars Vej i Åbyhøj tæt på Gammelgårdsskolen.

Ifølge gruppen bag det nye idrætscenter og bygherrerådgiveren på stedet så er der nemlig blevet flyttet rundt med de midlertidigt opsatte standsning- og parkering-forbudt skilte, som er sat op på Carit Etlars Vej, mens det kommende Åbyhøj Idrætscenter bliver bygget.

»Det har bl.a. medført misforståelser i forhold til, hvor man må parkere. Skiltene er opsat af hensyn til sikkerheden i forbindelse med byggeriet, og det er vigtigt, at alle respekterer skiltningen, som den er placeret.«

»Skiltene er tunge, og man kan ikke bare lige flytte dem. Hvis I ser nogen flytte rundt på skiltene, bedes I kontakte vores bygherrerådgiver,« lyder det i facebook-opfordringen fra Åbyhøj Idrætscenter, der samtidig opfordrer forældre til at tale med deres børn om skiltene, og hvordan de skal læse dem.

»Der bliver jeg nervøs, når der er nogle personer, som på den måde påtager sig ansvaret for andres sikkerhed,« siger Jakob Riis. Foto: Bente Tahmasbi Hansen

Ifølge Jakob Riis fra DK-2, som er bygherrerådgiver på opførslen af det nye idrætscenter i Åbyhøj, har man haft et meget stort fokus på sikkerheden i forbindelse med byggeriet, hvor store og tunge køretøjer kommer kørende med større beton-elementer på vejen. Og der har især også været fokus på sikkerheden, fordi der netop er tale om en skolevej.

Derfor har man også, inden byggeriet gik i gang, lagt en plan for den midlertidige parkering i området, som både politi og kommune har godkendt, fortæller han. Men den plan har den eller de ukendte ”skilte-flyttere” rusket op i.

Ifølge Jakob Riis har politiet nemlig to gange været forbi entreprenørens skurvogn på byggepladsen, efter man har modtaget anmeldelser om ulovlige parkeringer på Carit Etlars Vej.

For de biler, der egentlig holdt lovligt, holder pludseligt ulovligt, når skiltene bliver flyttet - eller sådan ser det i hvert fald ud.

»Og så kan vores kære entreprenør så hive den her skilteplan frem, som er godkendt af kommunen og politiet, og sige, vi holder faktisk lovligt, skiltene er bare lige pludselig placeret forkert,« siger Jakob Riis, der påpeger, at det skaber to problemer:

»Så dels er det træls, fordi politiet kører forgæves, når det viser sig, at bilerne egentlig holder, hvor de skal, men det værste er jo, at man flytter rundt på skiltene, som er placeret der for at tilgodese børnenes sikkerhed, og nogle kan komme til at holde uhensigtsmæssigt. Og der bliver jeg nervøs, når der er nogle personer, som på den måde påtager sig ansvaret for andres sikkerhed,« siger han.

I værste fald frygter bygherrerådgiveren, at de omrokerede skilte kan skabe uhensigtsmæssige situationer, eksempelvis biler der holder for tæt på et fodgængerfelt eller et kryds, og dermed give dårlige oversigtsforhold for bilerne, der kommer kørende på stedet.

Budgettet for det nye idrætscenter er 38,5 mio. kr. Foto: Bente Tahmasbi Hansen

Indtil videre har opslaget på Facebook også umiddelbart haft den ønskede virkning, da politiet ifølge bygherrerådgiveren ikke har været forbi siden, men nu håber man så, at det forbliver sådan, mens byggeriet af det nye idrætscenter fortsætter.

Det nye Åbyhøj Idrætscenter forventer man kan stå klar til at tages i brug i sommeren 2025.