28 dage senere - fældet i midtbyen: Mand anholdt for voldtægt i Botanisk Have
Manden blev anholdt fredag formiddag mistænkt for at have overfaldet og voldtaget en 53-årig kvinde i Botanisk Have.
En formodet gerningsmand til en voldtægt, der fandt sted i Botanisk Have 21. september, er fredag formiddag blevet anholdt.
Det oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.
»Siden vi modtog anmeldelsen har vi efterforsket sagen grundigt og intensivt, da der er tale om en meget alvorlig sag, hvor en tilfældig kvinde er blevet overfaldet og efterfølgende udsat for en grov seksuel forbrydelse. Derfor glæder jeg mig også over, at vi nu har fået anholdt en 55-årig mand, som vi mistænker for at stå bag forbrydelsen,« siger fungerende vicepolitiinspektør hos Østjyllands Politi Flemming Nørgaard.
Det var tidligt lørdag morgen den 21. september i år, at en 53-årig kvinde omkring kl. 05.00 blev overfaldet og efterfølgende udsat for voldtægt, da hun kom gående ved Poppelpladsen i Botanisk Have i Aarhus C, og gerningsmanden flygtede efterfølgende fra stedet.
Ifølge anmeldelsen, som politiet modtog lidt senere på morgenen, var den på daværende tidspunkt ukendte gerningsmand ankommet til stedet på cykel, og Østjyllands Politi var i de efterfølgende dage ude at efterlyse vidner med muligt kendskab til sagen.
Gerningsstedet blev ligeledes afspærret og undersøgt grundigt, og i forbindelse med politiets efterforskning af sagen er den 55-årige mand blevet identificeret som den formodede og mistænkte gerningsmand, og fredag formiddag - 28 dage efter hændelsen fandt sted - blev han så anholdt.
Anholdt i Aarhus C
Den 55-årige formodede gerningsmand blev anholdt på en adresse i Aarhus C, som politiet foretog ransagning af, efter man havde modtaget en kendelse fra retten.
Østjyllands Politi oplyser, man på nuværende tidspunkt ikke ønsker at oplyse yderligere om mistankegrundlaget mod den 55-årige mand af hensyn til sagens fortsatte efterforskning.
»Vi hører stadig gerne fra vidner, der eventuelt måtte have oplysninger med relevans for sagen, og vi har allerede fået flere henvendelser, som vi er i gang med at kigge nærmere på. Der venter os fortsat et stort efterforskningsarbejde i sagen, selvom vi i dag er kommet et godt skridt videre med formiddagens anholdelse af den formodede gerningsmand,« siger fg. vicepolitiinspektør Flemming Nørgaard.
Østjyllands Politi hører særligt gerne fra vidner på stedet omkring gerningstidspunktet samt fra beboere med videovervågning inden for følgende område omkring Botanisk Have i Aarhus C: Viborgvej, Vesterbrogade, Vesterbro Torv, Nørre Allé, Grønnegade, Landelandsgade, Paludan-Müllers Vej og Vestre Ringgade.
Den 55-årige mand vil forventeligt blive fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus fredag eftermiddag kl. 15.00. Anklagemyndigheden vil anmode om lukkede døre til grundlovsforhøret af hensyn til sagens fortsatte efterforskning.
Hvis man har oplysninger med relevans for sagen, bedes man ringe til Østjyllands Politi på telefonnummer 114.