Bil bragede ind i lastbil: Landevej afspærret i flere timer på grund af olie på vejen
Forurening efter færdselsuheld.
T-krydset ved Postvej og Frijsenborgvej øst for Hammel var torsdag aften afspærret i flere timer.
Vejen blev spærret efter et færdselsuheld klokken 17.58, hvor en personbil kørte ind i siden på en lastbil. Personbilen kom fra Postvej og svingede til venstre ad Frijsenborg, hvor fronten af personbilen ramte ind i siden af lastbilen.
Personbilen endte i grøften, men heldigvis kom ingen personer umiddelbart alvorligt til skade ved uheldet. Det oplyser Østjyllands Politi til Lokalavisen.
Til gengæld skete der det, at lastbilen lækkede dieselolie på vejen, og der blev tilkaldt en miljøvagt. Ifølge Lokalavisens oplysninger blev der spildt flere hundrede liter diesel, og derfor hjalp politiet med at afspærre vejen, mens der blev ryddet op.
Oprydningen varede frem til klokken 22, hvorefter vejen igen blev åbnet.
Føreren af personbilen var en 46-årig mand fra lokalområdet.