Kniv og peberspray midt i fyldt skole-kantine: »Det er blevet besluttet vi siger farvel«
Skolens direktør
Fire personer er ikke længere elever på SCU i Skanderborg efter en voldsom episode i skolens kantine, hvor der blev brugt både kniv og peberspray i det, som politiet betegner som ’interne stridigheder’.
Efter episoden blev tre personer på 17 år anholdt. De blev sigtet for trusler på livet og ulovlig våbenbesiddelse, men blev løsladt efter afhøring hos politiet.
Optrinnet, der har kostet fire elever pladsen på skolen, fandt sted tirsdag tirsdag 14. januar ved frokosttid i en fyldt kantine.
Det siger Pia Agerbæk Marlo, direktør for Skanderborg-Odder Center for Uddannelse, til Jyllands-Posten.
Hun vil ikke bruge ordet ’bortvist’, men siger i stedet til avisen:
»Det er blevet besluttet, at vi siger farvel til fire elever, som går her.«
Ifølge direktøren udspillede konflikten sig mellem elever på SCU og udefrakommende unge. Det bekræftes af politiet.
»Der er tale om nogle stridigheder blandt enkeltpersoner, som kender hinanden i forvejen. Der er derfor ikke noget, der tyder på, at hændelsen har tilknytning til bandemiljøet,« sagde vicepolitiinspektør Finn Ellesgaard Nielsen fra Sydøstjyllands Politi i sidste uge.
De udmeldte elever er både mindreårige og elever over 18 år.
Flere af de andre unge, som var indblandet i tirsdagens episode, er ifølge Pia Agerbæk Marlo blevet udmeldt fra deres respektive skoler.
Ingen personer kom til skade ved episoden på SCU, der har cirka 1.000 elever og kursister.
Sagen efterforskes stadig af Sydøstjyllands Politi.