Fortsæt til indhold

Kvinde opdagede handel på Snapchat - så stod politiet klar

To mænd er nu sigtet for ulovlig handel med puffbars.

Krimi
jro

Et tip fra en borger førte fredag aften til anholdelse af en 28-årig mand og en sigtelse af en 18-årig i en sag om ulovligt salg af puffbars på Djursland.

Borgeren havde ladet som om, at hun var interesseret køber og aftalte at mødes med sælgeren et sted i Trustrup.

Det skriver Østjyllands Politi i sin døgnrapport.

Den korrespondance gav hun til politiet, og nogle betjente stillede sig klar ved det aftalte sted fredag aften, da to unge mænd ankom i bil.

Den 28-årige blev straks anholdt, mens den anden mand tog flugten til fods. Han blev dog hurtigt identificeret som en 18-årig fra nærområdet og kontaktet af politiet kort efter.

Ved ransagning af bilen fandt politiet 56 puffbars, som blev beslaglagt med henblik på destruktion.

Begge mænd blev sigtet for forsøg på salg af puffbars, som er ulovlige at sælge og at besidde i større mængder end 10 styk.

For ikke engang to uger siden blev en 16-årig dreng stukket ned af en 15 i Nimtofte. I netop en handel med puffbars.

Østjyllands Politi har da også den seneste tid haft særligt fokus på at oplyse unge om farerne ved puffbars og har i SSP-regi besøgt flere skoler på Djursland for at advare mod brugen af de sundhedsskadelige e-cigaretter.