Fortsæt til indhold

Gik i panik: Påvirket bilist kørte galt og efterlod passager i bilen

Ung mand uden kørekort har fået fire sigtelser efter færdselsuheld.

Krimi

Østjyllands Politi oplyser, at man har været i kontakt med en 21-årig mand fra 8370 Hadsten, som søndag aften kørte galt på Voldum-Rud Vej i Voldum.

Den unge mand havde forladt uheldsstedet, da politiet kom frem og fandt en anden ung mand på passagersædet. Han blev kørt til kontrol på sygehuset.

Den 21-årige har fortalt politiet, at det var ham, der kørte bilen, og at han havde forladt stedet, fordi han var gået i panik. Han kom ikke selv til skade ved uheldet, men er efterfølgende blevet sigtet for spirituskørsel, for manglende agtpågivenhed, for at flygte fra et færdselsuheld og for kørsel i frakendelsestiden.

Der var tale om et solouheld, hvor der blev tilkaldt både politi, ambulance og brandvæsen, fordi uheldet skabte røgudvikling fra bilen. Det har ikke været muligt for Din Avis at få klarlagt de nærmere omstændigheder i forbindelse med færdselsuheldet, der blev anmeldt søndag 20. juli kl. 21.17.