Fik festival-kram af falsk taxachauffør: Ribbet for tusindvis af kroner
En tur fra Skanderborg til Aarhus kom til at koste en 47-årig mand dyrt.
En 47-årig mand blev natten til søndag udsat for tyveri og endte med at miste flere tusinde kroner efter, at han havde taget en pirattaxa fra Smukfest til Aarhus.
Det oplyser Østjyllands Politi i sin døgnrapport.
Den 47-årige anmeldte søndag, at han om natten havde taget imod et tilbud om et lift i Skanderborg.
Da han blev sat af i Aarhus, fik han et kram af chaufføren – og det blev et af de dyre slags.
Lidt tid efter opdagede den 47-årige nemlig, at han manglede sin telefon og sit kreditkort, og at der var trukket nogle tusinde kroner fra kortet.
Det er ikke første gang, hvor der er brugt pirattaxaer i forbindelse med festivaler.
Politiet opfordrer igen til ikke at vælge en pirattaxa.