Mand gik amok på skole
Kort efter anmeldelsen fandt politiet gerningsmanden.
En 47-årig mand blev onsdag anholdt og sigtet for at have begået hærværk på en uddannelsesinstitution på Jens Otto Krags Plads i Randers.
Det skriver Østjyllands Politi i døgnrapporten.
Politiet skriver ikke, hvilken uddannelsesinstitution der er tale om, men det må formodes, at det er VIA University College.
Nogle rengøringsmedarbejdere, der mødte ind omkring klokken 5, kunne høre nogen rode rundt og larme i lokalerne.
Lidt efter fandt de ud af, at der var ødelagt flere ting på stedet. Blandt andet var flere kontorstole gået i stykker, der var knust nogle ruder, og et par fjernsyn var blevet smadret.
Politiet blev tilkaldt, og betjentene, der mødte op, foretog afhøringer og kiggede videoovervågning igennem, hvor de kunne se gode billeder af gerningsmanden.
Kort efter stødte betjentene på en 47-årig mand i området uden for uddannelsesinstitutionen.
Han virkede meget påvirket af alkohol eller stoffer og erkendte, at det var ham, der havde været inde på stedet. Han havde svært ved at forklare, hvad årsagen til hærværket var.
Den 47-årige blev anholdt, og udover hærværk blev han også sigtet for husfredskrænkelse.