Efterlyst 13-årig pige fundet igen: Her var hun
Politiet har lørdag gode nyheder.
Den 13-årige pige, som Østjyllands Politi har ledt efter siden fredag aften, er fundet igen. I god behold.
Det skriver politikredsen på X.
Pigen havde ikke haft kontakt med sin familie siden fredag eftermiddag og sent fredag gik politiet ud i offentligheden med en efterlysning.
Pigen havde ingen telefon på sig, så den kunne politiet ikke spore.
Ifølge TV2 Østjylland blev der både brugt hunde og helikopter i eftersøgningen af pigen.
Lørdag formiddag skriver politiet så, at pigen er fundet i god behold. Hos en veninde.