Fortsæt til indhold

Prøveløsladt mand fældet af opmærksom borger og sendt tilbage bag tremmer

Kørte rundt med narko og ulovlige dopingmidler.

Krimi

Østjyllands Politi blev lørdag aften kontaktet af en borger, der fortalte politiet om en bilist, der kørte lidt slingrende. En motorcykelbetjent blev dirigeret ud til den slingrende bilist, som blev standset i Hinnerup i krydset ved Vestergade, Nygade og Rolighedsvej.

Bag rattet sad en 37-årig mand fra Hinnerup, som blev skønnet narkopåvirket, så der blev tilkaldt en patruljevogn for at tage en narkometer prøve. Testen gav udslag, så bilisten blev kl. 20.07 anholdt og sigtet for narkokørsel og taget med af politiet for at få taget en blodprøve.

Under ransagning af bilen fandt betjentene en affaldssæk fyldt med dopingmidler.

»Der blev fundet adskillige ampuller med doping samt en mindre mængde kokain, så udover narkokørsel blev han også sigtet for besiddelse af narko og ulovlige dopingmidler,« fortæller Anne Thidemann, kommunikationsrådgiver ved Østjyllands Politi.

Den 37-årige mand fra Hinnerup viste sig endvidere at være prøveløsladt fra en dom for lignende kriminalitet. Han fik derfor lov at overnatte hos politiet og blev søndag formiddag fremstillet i grundlovsforhør med henblik på varetægtsfængsling.

Det foregik i Retten i Randers, hvor han blev fremstillet for gentagelsesvirkning, som det hedder, når en person begår en ny strafbar handling efter tidligere at være fundet skyldig i lignende kriminalitet.

Dommeren fulgte politiets anmodning og varetægtsfængslede den sigtede mand i foreløbig fire uger.