Fortsæt til indhold

Efter dødsfald: Oliefyr blev tjekket fire dage før ulykke

Hvorvidt den 57-årige beboer selv var i stand til at forlade sin lejlighed på bostedet, er fortsat uklart.

Krimi
Citathistorie: TV2 Østjylland

En 57-årig mandlig beboer på en døgninstitution i Harlev vest for Aarhus omkom 16. november i forbindelse med en brand i et oliefyr.

Branden sendte kulilte ind i det værelse, hvor manden befandt sig, og det er fastslået, at dødsårsagen var netop kulilteforgiftning.

Nu oplyser Aarhus Kommune til TV2 Østjylland, at oliefyret blev tjekket blot fire dage før ulykken.

Hvorvidt den 57-årige beboer selv var i stand til at forlade sin lejlighed på bostedet, er fortsat uklart.

Ifølge chefen for Aarhus Ejendomme, Nicolaj Kiilerich, er det en del af den efterforskning, som Østjyllands Politi nu varetager.

TV2 Østjylland afventer svar på spørgsmålet fra politiet.

Bostedet er ifølge Aarhus Kommunes hjemmeside for voksne med udviklingshæmning og eventuelle udviklingsforstyrrelser og til voksne med udviklingshæmning med dom til ophold i en boform.