Flere bilister sigtet efter gigant-sammenstød
Otte biler var mandag morgen involveret i et større sammenstød. Tre bilister endte med sigtelser, oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.
Østjyllands Politi modtog mandag morgen klokken 07.29 en anmeldelse om et harmonikasammenstød i nordgående retning på Østjyske Motorvej E45.
Efter få minutter var politi og redningspersonale fremme ved uheldsstedet ved Tilst, hvor betjentene kunne konstatere, at i alt otte køretøjer var involveret i færdselsuheldet.
Ingen personer var umiddelbart kommet til skade, men flere blev tilset i en ambulance. De involverede køretøjer slap ligeledes med mindre materielle skader.
Alle bilerne befandt sig i anden vognbane, og trafikken kunne derfor fortsat passere forbi uheldsstedet med lav hastighed. Episoden medførte dog forsinkelser og kødannelse i myldretidstrafikken, indtil politiet forlod ulykkesstedet omkring en time efter anmeldelsen.
En 34-årig kvinde fra Solbjerg, en 52-årig kvinde fra Hadsten og en 57-årig mand fra Hedensted blev hver især sigtet for ikke at have holdt tilstrækkelig afstand til den forankørende.
Alle biler og involverede personer var efterfølgende i stand til at køre fra stedet.