Kommune i juridisk kamp: Kan man fjerne den sunkne kutter?
Kommunen intensiverer indsatsen for at bjærge kutteren og minimere miljøskader. Juridiske udfordringer forsinker fjernelsen af kutteren, men kommunen søger ekstern bistand.
Den efterhånden herostratisk berømte kutter, der har ligget fortøjet i Fregathavnen i Ebeltoft Vig, har i længere tid været en kilde til frustration for lokale borgere og miljøaktivister, der har påpeget risikoen for olieudslip og andre forureningskilder.
Syddjurs Kommune har løbende været i kontakt med ejeren og forsøgt at få ham til at tage ansvaret for at fjerne båden. Foreløbig uden held.
Derfor har Syddjurs Kommune iværksat en række initiativer for at bjærge kutteren så hurtigt som muligt.
Det fremgår af et notat, som fredag morgen også tilgik byrådet.
Ekstra flydespærring
I notatet står der, at beredskabet har sat en flydespærring op som en akut løsning, men kommunen mener, der skal mere til for at sikre området.
De vil lave en større indespærring af olien for at holde eventuelle rester i havnebassinet og minimere risikoen for spredning.
Dette sker i samarbejde mellem kommunen og beredskabet.
Det er endnu ikke klart, om kutterens tank er helt tømt, eller om den stadig lækker. En teknisk vurdering vil blive lavet under bjærgningen, hvor man også vil tage stilling til eventuelt restindhold og hvordan det skal håndteres.
Ekstern ekspertise
Kommunen har undersøgt de juridiske muligheder for at kunne fjerne båden uden ejerens samtykke. Da båden er privatejet, og havnen administreres af en selvejende institution, Fregatten, er ansvarsfordelingen ikke helt klar.
Kommunen kan normalt kun handle, hvis der er en klar miljø- eller sikkerhedsrisiko, og hvis der er lovgrundlag for det.
Indtil nu har kommunen ikke fjernet båden fysisk, fordi ejeren har det primære ansvar for båden og dens tilstand, og kommunen kan ikke tage opgaven uden lovgrundlag, hvilket kan medføre økonomisk og juridisk risiko.
På baggrund af den aktuelle vurdering af miljø- og sikkerhedsrisikoen fremskynder kommunen nu en ekstern juridisk bistand for at undersøge, om der findes relevant lovgrundlag til påbud og evt. selvhjælpshandling til at iværksætte bjærgning, f.eks. i miljøbeskyttelsesloven, kystbeskyttelsesloven, lov om beskyttelse af havmiljøet eller andet retsgrundlag.
Dette sker for at beskytte havmiljøet og minimere yderligere skade.
Varsling af ejer og bjærgning
Kommunen kontakter igen den registrerede ejer af båden, selvom ejerforholdet er uklart.
Den registrerede ejer siger, at båden er solgt videre til en anden person, som hverken politiet eller kommunen har kunnet finde.
Formålet med kontakten er at varsle, at kommunen vil tage initiativ til at bjærge kutteren.
Kommunen forbereder samtidig bjærgningen ved at skaffe det nødvendige udstyr og koordinere den praktiske gennemførelse.
Det er vigtigt, at bjærgningen sker så hurtigt som muligt.
Eventuelle spørgsmål om placering af ansvar eller omkostninger håndteres bagefter, står der i notatet.
En langgaber
Skibet lå tidligere i Ebeltoft Trafik- og Lystbådehavn, der ejes af Syddjurs Kommune, i næsten seks år, før det blev flyttet i nattens mulm og mørke til sin nuværende placering.
Syddjurs Kommune har løbende været i dialog med politiet.
Kilder fortæller til Din Avis, at man ofte ser, at sådanne skibe i perioder er hjemsted for hjemløse mennesker.