Fortsæt til indhold

Stort politiopbud til mistænkeligt forhold

Helikopter, ambulance og syv politibiler til stede ved ejendom i Knebel mandag aften, men fandt intet usædvanligt.

Krimi
TNL

Et større kontingent af politibiler, en ambulance og en helikopter drønede mandag aften til en ejendom i Knebel, fordi Østjyllands Politi var blevet tippet om et såkaldt mistænkeligt forhold.

Mistænkeligt forhold er et gængs politi-udtryk for, at der er sket en hændelse, som kan vise sig at være kriminel, men omvendt kan undersøgelser vise at der netop ikke er sket noget kriminelt.

Det viste sig imidlertid, da politiet kom til adressen, at alt åndede fred og idyl, ifølge vagthavende hos Østjyllands Politi.

»Vi var blevet adviseret om det, vi kalder et mistænkeligt forhold, men da vi kom frem, kunne vi konstatere, at der ikke var noget at komme efter, så det var helt udramatisk,« lyder det fra vagthavende.

Kilder på stedet fortæller til Din Avis, at vedkommende så hele syv politibiler plus en ambulance og en helikopter.

Helikopteren landede dog ikke og fløj hurtigt videre.

Politibiler og ambulancer var også hurtigt væk, da det hurtigt stod klart, at de måtte køre hjem med uforrettet sag.