Fortsæt til indhold

15-årig dreng fastklemt under bus

En 15-dreng meldes uden for livsfare efter alvorlig ulykke midt i Aarhus.

Krimi
/ritzau/jro

En 15-årig dreng blev lørdag aften blevet påkørt af en bybus på Park Allé i det centrale Aarhus.

Det fortæller vagtchef ved Østjyllands Politi Anders Kragh til Ritzau.

Ulykken, der indtraf kort før klokken 18, beskrives som »alvorligt« af politiet, men drengen meldes uden for livsfare.

»Han er kommet ud foran bussen og er kommet ind under den og har ligget fastklemt,« siger vagtchefen.

»Han har været helt utroligt heldig,« tilføjer han.

Hvad der nærmere er sket, ved politiet endnu ikke.

Drengen er bragt til Skejby Sygehus til undersøgelse og behandling.

»Der er en del personer forsamlet omkring uheldsstedet, og vi anmoder alle om at respektere politi og redningspersonales anvisninger, så de kan arbejde uhindret på stedet,« skrev politikredsen tidligere på lørdag på meddelelsestjenesten Politi Update.

Det store opbud betyder dog, at mange vidner kan hjælpe politiet i opklaringen af, hvad der er sket.

»Vi skal have foretaget nogle afhøringer og tekniske undersøgelser, og så skal vi have taget fotos,« siger vagtchefen.

Der blev også sendt en drone i luften for at tage billeder.

Park Allé blev spærret af, og al færdsel blev omdirigeret til alternative ruter.

Der er ikke umiddelbart andre tilskadekomne.

Politiet har på nuværende tidspunkt ikke meldt noget ud omkring chaufføren af bussen.