Fortsæt til indhold

Brand på Aarhus-skole: Al undervisning aflyst

Tirsdag morgen opstod der brand i et depotrum.

Krimi

Elever på Langagerskolen i Kolt blev tirsdag morgen mødt af en flåde af røde brandbiler og blå blink.

Østjyllands Brandvæsen var på stedet for at slukke en brand i et depotrum.

Det oplyser Johnny Damgaard, vagthavende operationschef.

»Der var en del røg,« siger operationschefen.

Brandvæsenet modtog meldingen klokken 6.39 – den lød på bygningsbrand i institution.

Østjyllands Brandvæsen sendte den helt store armada mod Kolt; i alt to indsatsledere og otte store køretøjer.

Blandt dem et fra specialenheden, der normalvis bliver sat ind ved brande el-biler, men altså også, hvis der skal ventileres i lidt større skala.

Branden var slukket efter en god time, men der skal nu ventileres godt på stedet.

Det betyder, at al undervisning er aflyst tirsdag.

»Vi kan ikke være her på grund af røgen,« siger Lisbet Pilgaard, viceskoleleder på Langagerskolen.

Hendes dag begyndte med en Aula-besked til elever og forældre omkring branden.

De elever, der ikke kan holdes hjemme, skal tilbringe dagen på skolens afdeling i Viby.

»Så får de en hyggelig dag der,« siger viceskolelederen.