Stod ansigt til ansigt med tyv: »Han havde min taske i den ene hånd og et koben i den anden«
Kvinde udsat for tyveri på privat ejendom. Hændelsen skete ved højlys dag, og gerningsmanden slap væk med værdifulde genstande.
På en ejendom lidt uden for Sabro var en kvinde fredag 6. marts klokken 13.55 ved at strigle sin hest.
Pludselig hørte hun med egne ord »et kæmpe brag« på den anden side af muren.
Hun var lynhurtigt udenfor og stod ansigt til ansigt med en mand, der holdt hendes Louis Vuitton-taske i den ene hånd og et koben i den anden.
Manden havde smadret ruden på hendes bil.
Hun råbte ham an, og han løb mod sin bil, som han havde parkeret lidt oppe ad vejen. Han hoppede ind i en sort Ford Fiesta og kørte afsted.
En nabo holdt lidt i vejen, så han ikke kunne slippe hurtigt væk, men det lykkedes ham at komme forbi og køre derfra i høj fart.
Han slap blandt andet afsted med tasken, et Apple-ur og et Omega ur. Det havde ligget gemt under en jakke i bunden af kvindens bil.
»Tasken har jeg haft i mere end 15 år, og nogle af de stjålne ting er gaver, jeg har fået. Det er bare pisseærgerligt, at man ikke kan holde i fred på en privatadresse. Det er lidt et chok, at han kommer så tæt på ved højlys dag. Det er groft,« siger kvinden, som ønsker at være anonym – redaktionen kender identiteten på hende.
Østjyllands Politi bekræfter at have fået anmeldelsen klokken 14.12:
»Vi havde en patrulje i området, men vi fandt ikke gerningsmanden. Vi kan ikke oplyse om, hvilke spor vi har, og hvilke efterforskningsskridt der eventuelt er blevet foretaget,« siger Jakob Christiansen, kommunikationsrådgiver hos Østjyllands Politi.
Han tilføjer:
»Desværre er tyverier fra biler noget, vi ser stort set hver eneste dag forskellige steder i politikredsen. Derfor opfordrer vi generelt til, at man aldrig efterlader værdigenstande i bilen.«