1-1-2-alarm fra Aarhus Banegård: Mand med kniv gik pludselig til angreb på en gruppe unge
Ifølge Østjyllands Politi har overfaldet formentlig været umotiveret.
En 24-årig mand bliver i dag fremstillet ved Retten i Aarhus – sigtet for forsøg på grov vold.
Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.
Torsdag kl. 22.03 blev der ringet 112 fra Banegårdshallen i Aarhus, idet en mand havde overfaldet en gruppe unge mennesker og stukket ud efter en af dem med en kniv – dog uden at ramme, skriver politiet.
Årsagen til overfaldet er endnu ikke kendt og umiddelbart er der tale om et umotiveret overfald, oplyser Østjyllands Politi.
Den 24-årige var i selskab med en 35-årig mand, som ligeledes tog del i overfaldet.
»Vi er for nuværende ved at afklare, om han ligeledes bliver fremstillet,« skriver politikredsen.
Umiddelbart kom ingen til skade i forbindelse med episoden, og politiet oplyser, at man stadig efterforsker sagen.