Fem indbrud i boliger i Favrskov Kommune i påsken
To veje i Hinnerup har hver især været ramt af to indbrud.
Østjyllands Politi har i de seneste par døgn modtaget en del anmeldelser om indbrud i private hjem.
Indbrudstyvene har ikke mindst været aktive i Favrskov Kommune, hvor der har været ubudne gæster i fem boliger. Det er primært gået ud over borgere i Hinnerup, hvor fire af de fem indbrud har fundet sted.
På Højager har der været indbrud i to boliger. Det ene har fundet sted mellem onsdag kl. 17.15 og lørdag kl. 09. Det andet er begået mellem torsdag kl. 12 og lørdag kl. 11.05.
Beboerne på Udsigten har ligeledes været udsat for indbrud i to boliger. Det ene er registreret til at være sket mellem tirsdag kl. 11.45 og søndag kl. 10. Det andet er begået søndag kl. 18.11.
Det femte indbrud er begået i en bolig på Mejlbyvej, der strækker sig fra krydset i centrum af Ødum og østpå igennem landsbyen Røved tæt på kommunegrænsen til Aarhus.
Oplysningerne om indbruddene stammer fra Østjyllands Politis to seneste døgnrapporter.