Ny lejer med vokseværk rykker ind i tidligere banklokaler
Efter bare to år i Vibe Centret har landsorganisationen Landdistrikternes Fællesråd brug for mere plads og flytter ind i de tidligere Nordea-lokaler i Hinnerup.
For to år siden flyttede Landdistrikternes Fællesråd fra Odder til Hinnerup på grund af pladsmangel. Her bor landsorganisationens sekretariat til leje på 1. sal i Vibe Centret. Nu er dette lejemål også blevet for småt til den voksende interesseorganisation, hvis vision er at gøre det attraktivt at bo, leve og arbejde i alle dele af landet.
Denne gang flytter Landdistrikternes Fællesråd ikke så langt. Landsorganisationen rykker rent faktisk ind i nabobygningen, hvor Nordea indtil for et års tid siden havde filial. Nu kommer der igen liv i de tidligere banklokaler, der er ved at blive istandsat til indflytning formentlig i løbet af maj. Ejendommen med de nye lokaler er på ca. 450 kvadratmeter, mens det nuværende lejemål er på ca. 200 kvadratmeter, oplyser Vibe-Huse, der har begge lejemål.
Dermed får Landdistrikternes Fællesråd mere end dobbelt så megen plads til de 12 medarbejdere inklusive studentermedarbejdere, der har hvert sit skrivebord. Sekretariatet får også med jævne mellemrum besøg af dets formand Steffen Damsgaard, der er det kendte ansigt udadtil og meget på farten. Han bor privat i Lemvig, men rejser land og rige rundt for at varetage landdistrikternes interesser.
Det samme gør flere af sekretariatets medarbejdere, der ligesom Steffen Damsgaard ofte er på Christiansborg for at varetage landdistrikternes politiske interesser.
»Vi mødes oftere med Steffen i København end på kontoret her i Hinnerup,« fortæller Rasmus Katholm, der er sekretariatschef i Landdistrikternes Fællesråd.
Medlemsorganisation
Landdistrikternes Fællesråd er en medlemsorganisation, der arbejder for et decentralt og sammenhængende Danmark. Over halvdelen af landets kommuner, heriblandt Favrskov, og tre ud af de fire regioner er medlemmer af landsorganisationen, der også får støtte fra mange organisationer og er på Finansloven. I 2026 får Landdistrikternes Fællesråd i alt 3,4 mio. kr. i bevilling fra staten.
Foruden at pleje medlemmernes interesser har landsorganisationen også videncentre og beskæftiger sig med projektarbejde og fundraising. Man har blandt andet fået en stor millionbevilling fra Novo Nordisk Fonden til et projektarbejde med sundhedslandsbyer, så flere landsbyer landet over kan arbejde med at udvikle indsatsen for sundhed.
Lokalt tilhørsforhold
Landdistrikternes Fællesråd er som nævnt en landsorganisation og har som sådan derfor ikke en særlig relation til Hinnerup, udover at sekretariatet har kontor i byen. Sekretariatschefen, der er den daglige leder, ser dog frem til at flytte i de nye lokaler, der vender ud mod midtbybutikkernes parkeringsplads og dermed er noget mere synlige end lokalerne på 1. sal i Vibe Centret.
»Vi vil gerne have et lokalt tilhørsforhold og tage del i bylivet,« siger Rasmus Katholm.
Et par af medarbejderne bor i Favrskov Kommune i henholdsvis Hinnerup og Ulstrup, og en tredje medarbejder er vokset op i Vitten.