Fortsæt til indhold

Køn, identitet og udenforskab: The GENDERHOUSE Festival er tilbage i Aarhus

Det handler om køn, seksualitet og identitet 24. september til 10. oktober og med en række dristige, provokerende og frygtløse oplevelser, der i år er centreret omkring temaerne ensomhed, død og udenforskab.

Kultur og byliv

Der er anderledes og tankevækkende oplevelser i vente for alle, når The Genderhouse Festival endelig er tilbage i Aarhus fra den 24. september til den 10. oktober.

Første queer art festival

I 2018 blev Danmarks første queer arts festival afholdt og nu er den mangfoldige kulturfestival tilbage i Aarhus med et stærkt kunstnerisk program af forestillinger, udstillinger og aktiviteter, der stiller skarpt på det maskuline, det feminine og alt derimellem.

Programmet for festivalen sætter i år ikke kun fokus på køn, seksualitet og identitet, men bærer også tydeligt præg af et år med Covid-19 og nedlukninger, hvor det at være afskåret fra sociale fællesskaber og at miste nogen, man holder af, har været en del af hverdagen for rigtig mange mennesker.

Det er det dansk/engelske performancekompagni fra Aarhus Himherandit Productions, der står bag festivalen, som er skabt i samarbejde med den internationalt anerkendte dansescene Bora Bora – Dans og Visuelt Teater, DOKK1, KØN og Godsbanen.

Alsidigt program

Festivalen præsenterer en række anderledes og tankevækkende kunstneriske oplevelser for alle uanset seksuel orientering og identitet. Temaerne for årets festival er nemlig almenmenneskelige temaer som ensomhed, udenforskab og død, som vi alle kan – og især det sidste år har været nødt til at – forholde os til.

Besøgende kan blandt andet se frem til at opleve verdenspremieren på ’My Undying Love’ af Himherandit Productions – en betagende og rørende performanceinstallation for fem personer ad gangen, om menneskelig skrøbelighed, liv, død og fællesskab.

Det er også muligt at komme på en anderledes byvandring i ’Queering the Walkscape’, der giver et sidelæns blik på vores daglige og velkendte ruter i byen, og samtidig sætter tanker i gang om udenforskab og intimitet.

På KØN har kunstneren Noelia Mora Solvez kurateret udstillingen ”Women in power”, der overtager museets kroge, gange, trapper og toiletter med værker, der ser nærmere på magt og den rolle, magten spiller i kvinders liv, og på DOKK1 kan du opleve den eksperimentielle udstilling Hungry for Human Contact, der dokumenterer udvekslingen mellem ”Corona the Vampire” og hendes Tinder matches. Udstillingen følger Corona’s rejse på Tinder og hendes anstrengelser for at komme igennem en tid med ensomhed og isolation under Covid-19.

Nyt queer art studio

Festivalen ledsages af åbningen Queer Art Studio Aarhus – det første kunst- og performancestudie i Aarhus nogensinde dedikeret udelukkende til udviklingen af queer kunstnere og queer art.

»Det er kæmpe stort og et vigtigt signal, at Aarhus nu har sit eget queer art studio. Med studiet ønsker vi både at understøtte udviklingen af kunst, der trodser traditioner og skubber til grænserne for, hvad kunst kan være og så er det selvfølgelig vigtigt at give plads til flere LGBTQIA+ kunstnere, der kan bidrage til at mangfoldiggøre det kulturelle landskab i Aarhus,« fortæller kunstnerisk leder Andreas Constantinou i pressemedelelsen.

Studierne vil både rumme Himherandit Productions samt understøtte lokale, nationale og internationale queer kunstnere gennem residencies, mentorskab, samarbejde og opsøgende aktiviteter. Lokaler indvies officielt under festivalen.