Fortsæt til indhold

Kopernikus om sit Oscar-håb: En hyldest til min far

Skuespilleren Nicolaj Kopernikus' debut som instruktør er shortlistet til en Oscar. Kortfilmen "Stenofonen" er en fremkaldelse af hans far, fortæller han.

Kultur og byliv
/ritzau/

Nicolaj Kopernikus kan næsten smage muligheden for at hive en gylden statuette hjem.

Hans kortfilm, ”Stenofonen” - som i øvrigt er hans debut i instruktørstolen - er nemlig shortlistet til en eftertragtet Oscar-statuette.

Den 8. februar står det klart, om filmen, der handler om hans far, kommer med i det endelige opløb i kategorien Bedste Kortfilm.

Her bliver 15 værker barberet ned til fem nominerede.

- Jeg arbejder meget på at få den nomineret. Det er en skidesjov rejse at være med på, og det er en oplevelse, som jeg gerne vil give min familie og min søn, siger Nicolaj Kopernikus.

Den 54-årige debutinstruktør er blandt andet kendt fra sit skuespil i krimiserien ”Forbrydelsen” og film som ”Bænken” og ”Klassefesten”.

Men nu er han sprunget ud i filmatiseringen af en personlig historie, som handler om en oplevelse, hans far havde som barn. I filmen spiller hans søn, Louis Næss-Schmidt, hovedrollen.

Nicolaj Kopernikus har brugt tiden, siden kortfilmen blev shortlistet, på at promovere den over landegrænserne.

- Stort set hver aften har jeg brugt på interviews med tv-stationer og magasiner. Det har som regel foregået om aftenen, fordi vi kører forskudt af tidszoner, siger Nicolaj Kopernikus, som fortæller, at mange af interviewene er med amerikanske medier.

”Stenofonen” handler om en episode i farens liv, da faren var en knægt på 12 år.

I filmen nægter faren - Nicolaj Kopernikus’ farfar - sin søn - Nicolaj Kopernikus’ far - at spille violin, og som en trøst og udledning af sin musikalske kreativitet opfinder han så stenofonen.

Ud af 2000 sten fandt han en samling af otte flintesten, der, når man spiller på dem, giver en rækkefølge af toner, man eksempelvis kan høre på et klaver.

Det var så stor en bedrift og så originalt tænkt, at han blev inviteret med i et program på DR, der hed ”Hallo hallo”, hvor han som 12-årig fremviste opfindelsen.

- Da jeg for første gang hørte historien, kunne jeg godt mærke, at min far ikke var så stolt af den, fortæller Nicolaj Kopernikus.

Men det var en historie, der voksede på skuespilleren, fordi den handler om mere end en opfindelse.

- Filmen er en hyldest til min far. Men det er også en universel historie om at være den, man er, og om at sætte sig fri fra anerkendelse - navnlig af sine forældre.

Hans far døde for to og et halvt år siden.

I filmen spiller Jesper Christensen rollen som Nicolaj Kopernikus’ farfar, og han selv er også med kort.

- Min far var på en eller anden måde altid presset af, at han aldrig følte sig god nok. Han kom kun halvvejs med sine ting i livet, og han var martret af det, fortæller Nicolaj Kopernikus.

- Jeg har altid synes, at han havde så mange talenter, så det var vigtigt for mig at fremkalde ham.

Han selv er ikke blevet mærket af den arvesynd, som hans far har fået fra sin far. Nærmest tværtimod, mener skuespilleren, der tilskriver det, at han aldrig har boet med ham.

- Min far ville helst ikke, at man skulle stikke for meget ud. Men det kunne jeg sige fra overfor, for det skulle han ikke blande sig i. Det gør, at jeg i virkeligheden har brudt den kæde, siger Nicolaj Kopernikus og tilføjer:

- Jeg selv er tilhænger af det modsatte. Det er lidt en kæphest for mig. Ikke at man skal larme for larmens skyld, men jeg synes, at man skal tage nogle store chancer i livet, og man skal ikke være bange for at fejle. Det er nærigt kun at ville være i verden på en perfekt måde, for så er du der for sjældent.

Den anerkendelse, der ligger i at være shortlistet til en Oscar, har givet Nicolaj Kopernikus nye muligheder, fortæller han.

- Der er forskellige, der har kontaktet mig med forskellige ting. Jeg følger lidt med, men lige nu arbejder jeg fra morgen til aften med at prøve at få kortfilmen nomineret.

Om han hopper tilbage i instruktørstolen afhænger af, om der er en historie at fortælle. Ellers bliver han hellere i sin vante rolle.

- Jeg er åndssvagt glad for at være skuespiller, siger Nicolaj Kopernikus.

Også kortfilmen ”On My Mind” af danske Martin Strange-Hansen er på shortlisten til en oscarnominering i samme kategori.