Sæt naturen på bordet som biavler
Drømmer du om at blive biavler, kan du komme på begynderkursus i Hammel og Omegns Biavlerforening
Afstresning, naturpleje, socialt samvær og lidt til den søde tand – det er blot nogle af fordelene ved at være biavler.
Nu kan du selv prøve biavl, når Hammel og Omegns Biavlerforening starter begynderkursus den 8. marts 2022, og har du en lille biavler i maven, er der endnu enkelte ledige pladser på kurset – men vent ikke for længe. Der bliver helt sikkert rift om de eftertragtede pladser.
I de senere år har der været meget fokus på biernes betydning for bestøvningen af blomsterne i naturen, i haven og på markerne. Derfor bliver der flere biavlere, og det er ifølge Poul Fjeldsted, formand for Hammel og Omegns Biavlerforening meget forståeligt:
»Biavl er en utrolig spændende og givende fritidsbeskæftigelse. Når du først står med hovedet nede i en bifamilie, så kan jeg garantere dig, at du glemmer alt om tid og sted. Du bliver simpelthen fuldstændig opslugt af det fantastiske liv i bifamilien. Tænk på, at der er omkring 50.000 bier i en bifamilie, og alle har de en funktion – der er ingen, som render planløst rundt. Og det er alt sammen styret af biernes dufte og danse.«
Begynderkurset består både af en teoridel, hvor man lærer om bifamilier og om at høste honning, og en praktisk del, der foregår i skolebigården i løbet af foråret og sommeren. Undervisningen varetages af erfarne instruktører.
Det koster 600 kroner at deltage på begynderkurset, og prisen dækker foruden undervisningen også et medlemskab af Hammel og Omegns Biavlerforening med adgang til at låne udstyr, som for eksempel en honningslynge, på lige fod med øvrige medlemmer.
Kurset starter tirsdag den 8. marts klokken 19 i Gjern Kultur og Idrætscenter på Skovvejen 6 i Gjern. Den praktiske del starter torsdag den 21. april i Skolebigården på Klintholm på Vadstedsvej 110 i Hammel.
Man kan læse mere om biavl på hammel-bi.dk og på blivbiavler.dk.