Præstens klumme: Johnny er gud – åbenbaringer om åndshovmod

I sidste uge viste DR filmen Kandis for livet. Jeg havde godt hørt om den på forhånd. At den var seværdig. Og jeg sad derfor linet op i sofaen med min mand. Forventningsfuld. Men hvorfor egentlig det? Hvad havde den at leve op til i mig? En hel del fandt jeg ud af. Nemlig alle mine fordomme. Alt mit snobberi! Eller åndshovmod, som det også hedder.

Den første scene sætter hele filmen. Her ser man Johnny, der tavst klæder sig på foran spejlet og gør sig klar til koncert. Den mand, vi godt ved, har mistet sin første hustru, fordi hun tog sit eget liv, men som har fundet kærligheden igen. Tavsheden afbrydes af lyden fra en gammeldags telefonsvarer, der sætter i gang med en hyletone, hvorefter en stemme siger:

”Hej Johnny, jeg har bare lige lyst til at sige til dig, hvor meget, din musik betyder for mig… Den har faktisk været med til at redde mit liv flere gange… Jeg tror, I hjælper flere mennesker, end I selv tror.”

Herefter ser man Johnny gå fra sit spejlbillede og ud til sine fans. Dem følger vi otte af i filmen; et helt ungt menneske under uddannelse, nogle midaldrende både med og uden arbejde og så tre pensionerede blinde brødre, der lever i tæt symbiose. Alle har de en sorg, en ensomhed og en afsondrethed til omverden til fælles. Og så altså dét, at de alle elsker Kandis og synes, at Johnny er gud!!, som der står på ryggen af den enes t-shirt.

Filmen er meget ærlig og går ind under huden både på de medvirkende og på seeren. I hvert fald min mand og mig. Fordi den nedbryder den facade, vi mennesker ofte skjuler os bag, så vi som beskuer, ser det egentlige, vi mennesker lever for og ikke kan leve foruden. Fællesskabet. Nærheden med et andet menneske. Et sted at høre til. At blive set, hørt og anerkendt som et menneske.

Det er dét, man ser, at Johnny, som Kandis’ frontfigur, gør ved sine fans. Ser dem, hører dem, og rører dem. Lige dér i mørket, hvor ingen andre før ham, har kunnet nå ind, dér, hvor sorgen, mindreværdet og ensomheden bor. Og hvorfra han med sin tekst og musik giver dem et sprog og kalder dem tilbage til lyset og livet.

Alt det, får de af Johnny. Helt uden, at han helt ved af det. Og det er også dét, der er så fint i den film. At Johnny bare er sig selv uden at foregive at være nogen anden. Han er der i sang, musik, ord og kram som et medmenneske. Som en næste. For enhver som møder ham på hans vej. Eller som han kommer til, fordi de har en betydning for ham, så han kommer og synger til deres bryllup, fødselsdage eller begravelse. Som én, de ved, selv kender til sorg og smerte. Lige dér i alt dét er Johnny.

Johnny er gud. Gud er Johnny. Tag den, præst!