Tre kunstnere udstiller i InSide
Hammel Kunstforening viser i marts måned fotokunst af René Roalf, tegninger af Line Zinners og keramik af Ragna Kristensen.
Hammel Kunstforening kan i marts måned præsentere tre kunstnere i Kulturhuset InSide. Det er René Roalf, som udstiller fotokunst, Line Zinners, som udstiller tegninger og Ragna Kristensen, som udstiller keramik.
Parret, tegner Line Zinners og fotograf René Roalf, udstiller sammen naturligheder og finurligheder og viser eksempler på, hvordan forskellige kunstarter kan indgå i en smuk symbiose.
Til den aktuelle udstilling er René Roalfs fokus landskabsbilleder fra Midtjylland. Fokus er således naturen - det naturlige, men i høj grad den oplevede natur. For udgangspunktet er netop at enhver oplever al virkelighed på helt egen vis, og fortolker alt sanset, på sin egen unikke måde.
For at understrege det oplevede anvender René Roalf forskellige fotografiske teknikker og laver egne filtre, hvilket skaber et helt særegent og finurligt udtryk i meget ekspressive fotografier. Hertil kommer en serie billeder, af hvad der kan betegnes som henholdsvis udgange eller indgange til rum - fra forskellige steder i Europa.
Sikker streg
Hvor René Roalf har fokus på den ydre natur, er tegneren Line Zinners fokus den indre natur. Et sted som må siges at være endnu mere finurligt. Tilsyneladende et indre kaos, men ved nærmere eftersyn er der både form og stringens via en meget sikker streg. Det er tegninger med en enorm detaljegrad og fin teknik.
Tegningerne er kendetegnet ved en blanding af surreale former, arkitektonisk stringens og helt fri fantasi. Alt sammen bundet sammen af varme og søgen efter helhed. På udstillingen kan blandt andet ses en serie meget finurlige portrætter af afklædte kvinder.
Line Zinners seneste projekt er tegninger, som skal udfordre og aflede hjernen, når man ligger i stolen hos tandlægen, sidder i venteværelset på sygehuset eller et offentligt kontor. En labyrint hvor man kan prøve at finde igennem, eller måske blot stresse af, ved at fordybe sig i linjer, former og perspektiver.
Planen er at tegningerne skal tilbydes som plakat til ’venterum’, således at man kan tage en tur bort i tankerne, imens man venter. Det er muligt at erhverve sig en signeret plakat i forbindelse med udstillingen.
René Roalf og Line Zinner deler ikke blot udstillingsrummet til den aktuelle udstilling. Men til daglig deler de også atelier/tegnestue og resten af et fælles liv, hvilket der også kommer fælles værker ud af. Således har de i fællesskab skabt en række billeder, hvor Line Zinner tegner med kul, blyant og tusch på René Roalfs fotografier a la ”finurligheder på naturligheder”.
Keramik
Den tredje kunstner i udstillingen er keramiker Ragna Kristensen, der er uddannet lærer med blandt andet formning som linjefag.
»Det har altid været naturligt for mig at arbejde kreativt. Det være sig med hensyn til at spinne uld, plantefarve, væve, male,strikke eller som nu, hvor keramik fylder en del i min pensionist-tilværelse,« fortæller hun.
Den store kugle -46 cm i diameter - blev antaget til den internationale kampagneuge ”Hjernen i fokus” 2017 i Tåstrup.
Silkeborg Regionale TV har lavet en 30 minutters udsendelse om hendes værksted, hendes udstillingslokale og om rakugården. I udsendelsen fortæller hun om sine forskellige arbejdsteknikker og gennemgår nogle af de mangeartede værker, der er udstillet.
Ragna Kristensen har deltaget i censurerede udstillinger som Gimsinghoved, Struer, Kulturhuset, Tørring-Uldum, Gudenåhuset, Bjerringbro. Hun har desuden udstillet i Regionshuset Viborg, Søndermølle Kulturcenter, Viborg, Regionshospitalet, Randers, Nutidskunst, Plexus, Idom, Holstebro.
Udstillingen i kulturside Inside er i regi af Hammel Kunstforening og kan ses i frem til 27. marts, dagligt kl. 10-22, undtaget søndage.