Fortsæt til indhold

Nye navne tilføjet sommerens GrimFest program

Nu afslører GrimFest yderligere fire musiknavne, der går på scenen, når festivalen spænder af på Grimhøjgaard i Brabrand 4.-6. august.

Kultur og byliv

For 18. gang inviterer GrimFest til tre dages musikalsk havefest på naturskønne Grimhøjgaard i Brabrand. Festivalen spænder i år af fra torsdag 4. til lørdag 6. august. Nu offentliggør GrimFest endnu fire navne til årets foreløbige line-up, der i forvejen tæller Malk de Koijn, Lydmor, Iceage, Siamese, Statisk og AySay, samt det foreløbige dagsprogram for de tre festivaldage.

De fire nye navne på plakaten er det danske rockband Kellermensch, der har turneret det meste af Europa og høstet massevis af lovprisninger fra både publikum og anmeldere. Rockfænomenet er ude med bandets nye album ”Capitulism” 27. maj, så mon ikke der sniger sig et par af de nye numre ind på sætlisten imellem velkendte storhits som ”Bad Sign”, ”Mediocre Man” og ”Lost at Sea”, når Kellermensch går på scenen torsdag på Grim.

Under navnet eee gee gæster den danske sangerinde og sangskriver Emma Grankvist sommerens GrimFest fredag. Musikalsk bevæger eee gee sig et sted imellem nordisk popmelankoli og varm americana. Eee gee blev sidste år signet til det australske indie-label Future Classic og debuterede i maj med selvkærligheds-hymnen ”Favourite Lover”, der røg direkte ind på P3’s Uundgåelige samt som nummer et på P3-listen.

En af Australiens mest spændende sangere lige nu, William Crighton, har taget turen fra den anden side af kloden for at præsentere de livemusik-hungrende Grim-publikummer for sangerens politiske folkrock med lige dele vildskab og punkattitude. Crighton udkom med sit tredje og seneste album ”Water and Dust” 11. februar i år, så mon ikke nogle af numrene fra det album vil blive fremført live, når han spiller live i GrimFests hyggelige rammer torsdag.

Det danske band Junglelyd skal nok få sat gang i publikum med deres dansable melodier, når de gæster sommerens GrimFest. Pressefoto

Det fjerde og sidste navn, der er offentliggjort i denne omgang, er det danske band Junglelyd. Deres musik bevæger sig inden for genrene tropical bass og latinamerikansk cumbia, men trækker også tråde til hip hop, electronica og 60’ernes surf musik. Junglelyd er kendt for deres energiske koncerter og melodier fyldt med smittende grooves, som nok skal få sat gang i festivalpublikummets dansefødder, når bandet går på scenen torsdag.