Fortsæt til indhold

Brøndby IF ærer afdøde Jonas: »En alt for tidlig død«

22-årige Jonas, der forsvandt efter en bytur, var stor Brøndby-fan.

Kultur og byliv
ddp

Fodboldklubben Brøndby IF ærede fredag 22-årige Jonas Dalhoff, der på tragisk vis afgik ved døden i København for nylig. Det gjorde klubben på sin Facebook-profil.

Jonas var eftersøgt i noget tid, efter han forsvandt efter en bytur natten til søndag den 13. marts.

Han blev dog fundet død på Østerbro halvanden dag senere.

Det viser sig, at Jonas Dalhoff var en inkarneret Brøndby-fan, skriver klubben.

»Vi er i Brøndby IF blevet bekendt med, at 22-årige Jonas Dalhoff, der i weekenden gik bort, er en mangeårig Brøndby-fan og sæsonkortholder, som ofte var at finde på Sydsiden. Jonas har fået en alt for tidlig død, og alle vores tanker går til hans familie og venner. Æret være hans minde,« skriver klubben.

Efter Jonas blev meldt savnet, søgte Københavns Politi vidt og bredt efter ham mandag og tirsdag i den nordøstlige del af København, da han på videoovervågning var set stå af metroen ved Nordhavn klokken 06.30 søndag morgen.

Dykkere blev blandt andet sendt i vandet i Nordhavn, men tirsdag middag blev han fundet livløs ved en skrænt tæt på Nordhavn Station.

Ifølge politiet tyder alt på, at han var blevet ramt af et tog.