Fortsæt til indhold

Johan Museeuw fejrer Flandern Rundt på Hantwerk i Aarhus

Belgisk turistråd giver de første 100 øl, når de sammen med cykelstjernen Johan Museeuw og alle de aarhusianere, der har lyst, ser Flandern Rundt på storskærm på Hantwerk.

Kultur og byliv

3. april fra klokken 11:30 kan aarhusianske cykel- og ølentusiaster komme med til cykelfest, når Visit Flanders for anden gang viser Flandern Rundt på storskærm på Hantwerk ved Aarhus Lystbådehavn. Og i år har turistrådet taget cykelstjernen Johan Museeuw med.

De første 100 øl er på turistrådets regning.

Og ellers står den på konkurrencer, moules frites og kolde, hjemmebryggede belgisk-inspirerede fadøl.

Cykelikon møder op

Foruden de mange belgiske – og danske – cykelstjerner på storskærm vil der på Hantwerk også være mulighed for at hilse på et belgisk cykelikon ansigt til ansigt; den belgiske cykelstjerne Johan Museeuw.

Han har blandt andet vundet Paris-Tours (1993), Flandern Rundt (1993, 1995 og 1998), Amstel Gold Race (1994) og Paris-Roubaix (1996, 2000 og 2002). Herudover blev han verdensmester i landevejscykling i 1996.

Tyvstart med Aarhus-løb

Vil man tyvstarte cykelfesten allerede om formiddagen, kan man få en smagsprøve på den stemning, der hersker ved Flandern Rundt, til den aarhusianske udgave af det ikoniske cykelløb.

I Skivholme, der ligger knap 20 km udenfor Aarhus, samles 200 cykelentusiaster nemlig traditionen tro klokken 10 for at hylde Flandern Rundt med dens danske pendant, Ronde van Borum, der hvert år afvikles på samme dag som sin flamske storebror. Her cykles ti runder på en 7,4 km lang rundstrækning med i alt 900 højdemeter undervejs.