Fortsæt til indhold

Kvinden, teknologien og klimaet: Højaktuelle emner i lydkunst

Et spiseritual krydret med et teknologisk portræt af en kvinde, vi kender, med noget af verdens fremtid i sine hænder.

Kultur og byliv

Fra 22. september bliver lydkunstværket ”Spring” præsenteret på museet Køn i Aarhus. ”Spring” er skabt af Line Tjørnhøj, der tidligere på året blev nomineret til Nordisk Råds Musikpris 2022 for værket” enTmenschT”.

Det fremgår af en pressemeddelelse.

Ved hjælp af virtuel 3D teknologi kombinerer ”Spring” to verdener – den digitale og den virkelige.

Baseret på lydkunst er ”Spring” et spiseritual, der kombineret med AR teknologi får os tættere på naturen og os selv. I centrum for ritualet er ”Portrait”; et moderne virtuelt 3D portræt af en kvinde, som hjælper mennesker i en verden, der er ramt af klimaforandringer. Kvinden er Generalsekretær for Folkekirkens Nødhjælp, Birgitte Qvist-Sørensen.

Museumsdirektør Julie Rokkjær Birk siger:

»Behovet for at rette op på den historisk ulige fordeling af, hvem og hvad vi hylder i offentlige rum, giver anledning til at gentænke måderne, vi gør det på. Tjørnhøjs værk viser, hvordan det at tænke portrættet som mere end en `buste´ giver nyt liv og demokratisk spændvidde til monumentet som begreb.«

Spiseritualets umiddelbare samhørighed bliver afbrudt af stilhed. I den nøgne stilhed hører vi kun lyden af den mad, vi og Generalsekretær for Folkekirkens Nødhjælp, Birgitte Qvist-Sørensen, fortærer. Portrættets virke, madens referencer til klimaet og den altomsluttende ro får os til at reflektere. Spørgsmålet er, hvordan vi får styrken til at ændre på de behov, vi har tilegnet os og hjælpe verden?

Tjørnhøj har valgt at portrættere Birgitte Qvist-Sørensen, fordi hun med de midler, hun råder over hjælper verden til at blive et mere lige sted at leve i.

Netop lighed er i centrum for ”Spring”, der er baseret på blockchain teknologi indenfor Non Fungeable Token. En teknologi, der gør det muligt for publikum at blive medejere af den kunst, de oplever

Modsat teknologien i værket, er maden i værket simpel. Den er sanselig og den stråler af taknemlighed til naturen. Maden gør op med den overflod, der er, og menuen er skabt af humanøkolog, madstylist og performer Michelle Appelros. Menuen består af ting, der gror her og nu – i nærområdet – såsom kål, agurk, æble, hasselnødder og hyldeblomst.