Tina tager to ture i manegen i træk
Når Tina Dickow med band giver koncert i hjembyen er det ikke nok med én koncert. Derfor opstår muligheden for en aften med Aarhus-sangerinden hele to aftener i træk.
Glæd dig til at høre forrygende Tina Dickow synge spritnye danske sange, når hun giver hele to koncerter i Musikhusets Store sal 11. og 12. oktober – begge aftener klokken 20.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra Musikhuset Aarhus.
Med legendariske hits som ”Someone You Love”, ”Count To Ten” og ”Sacre Coeur” har den aarhusianskfødte sanger, Tina Dickow, for længst slået sit navn fast som en af Danmarks absolut bedste kunstnere.
Når Tina Dickow drager på Danmarks-turné dette efterår og i den forbindelse lægger vejen forbi Musikhuset Aarhus, bliver publikum de første til at høre en stribe nye Dickow-sange live. Danske sange, vel at mærke.
Tina Dickow udgav i april i år sit første dansksprogede album, der bærer titlen ”Bitte Små Ryk”. Albummet, der er det tiende i rækken af udgivelser, har vakt begejstring blandt anmelderne.
Om albummet og turneen siger Tina Dickow:
»Jeg tror alle véd, at vi glæder os vanvittigt til at komme ud at spille! Og hvis bare publikum glæder sig halvt så meget, som jeg gør, til vi igen kan mødes på spillestederne, så kan det kun blive magisk! Og at det bliver i kølvandet på nyt album, gør det bare endnu mere spændende. Vi skal jo spille spritnye sange på dansk, og der er flere grunde til, at de sange kommer nu.«
Tina Dickow bor med sine børn og musiker-mand Helgi Jonsson.
»Jeg har savnet Danmark helt ubeskriveligt i den lange periode, hvor jeg ikke har kunnet rejse hjem, og følt mig mere dansk end nogensinde det sidste års tid. Og derudover føles det som et godt tidspunkt at tage et spring og prøve noget nyt frem for at søge tilbage til det gamle. Vi er et andet sted nu. Og jeg glæder mig til at mødes lige dér.«