Fortsæt til indhold

Klumme: Den, der venter på noget godt ...

Kultur og byliv
Benedikte Vejlby Baggesgaard, tidl. Sognepræst i Ovsted, Tåning og Hylke

Vi er i adventstiden; Det er forventningernes tid. Vi forbereder os på julen, pynter op og bager vaniljekranse, brunkager og pebernødder. Og vi køber gaver til vores kære. Advent er tiden, hvor vi stemmer sindet til at modtage julens budskab - og skruer op for forventningerne.

Og den, der venter på noget godt venter aldrig for længe, siger man.

Julen er under opsejling. Vi dvæler ved, at den største blev den mindste, at det himmelske fandt jordisk sted; at det usynlige blev åbenbaret. Ikke som en stor tanke; ikke som en særlig visdom; ikke som et ophøjet væsen - men først og sidst: som et menneske.

Det guddommelige ligger i det menneskelige. I det mellemmenneskelige. I det medmenneskelige. Himlen begynder på jorden. Julenat.

Det er videnskabsmanden Albert Einstein, der engang har sagt: Der er to måder at leve på; Du kan leve, som om ingenting er et mirakel - eller du kan leve som om, alting er et mirakel.

Uheldigvis siger vi, at miraklernes tid forbi. Det er alt sammen så længe siden, siger vi.

Den der venter på noget godt venter aldrig for længe. Men 2000 år … det er lang tid.

På en eller anden måde har vi fået en hel generation af unge mennesker der - med Gretha Thunberg i spidsen - har mistet troen på fremtiden. Og hvem ved: måske er det frygten for fremtiden, der danner grund for den rettidige omhu, der skal til.

Men frygten i sig selv gør ikke meget godt for os: det er ikke det, at jeg ligger vågen om natten, når mine unge børn er ude i nattelivet, der bringer dem frelst gennem farer og fristelser. Det ødelægger bare min nattesøvn og nedbryder mit helbred.

"Vi voksne kan også være bange," sang vi i 70'erne. Og Gretha Thunberg retter sin anklage mod verdens magthavere – og siger, de har stjålet hendes fremtidshåb.

Nogle har, i hvert fald – det er helt tydeligt; nogen har forsømt at synge en anden sang med det martrede menneskebarn: Synge om frugter, der uspået kan komme; om Betlehemsbarnet i krybberummet, der er den evige vår – om julenat, da vor Herre blev fød, da tændte sig lyset i mørkets skød.

Det betyder ikke, vi skal lade stå til - og det kan ved Gud se mørkt ud omkring os, her hvor alt liv ender med døden. Og dog bærer blus vi med glæde, for det er bedre at tænde et lys end at forbande mørket: at samles om troen og håbet, her hvor alting mørkner om os. For vi venter på noget godt!

Eller med digterens ord:

Ventende hjerte - velsignede ord

synges fra himlen til vinterens jord.

Englene flokkes med udbredte vinger

tonerne stemmer de klokker, som klinger

ud over alle, med øre for glæde

blik for miraklet og tro på det spæde;

barnet, som natten har bragt

Glædelig advent !