Klumme: Tilgivelse kan være både let og næsten umulig at give

Det er sådan med tilgivelse, at den er nem og ligefrem at give for det tilgivelige; men så unødvendig.

Anderledes med det utilgivelige - her er tilgivelsen besværlig og næsten umulig at give; men så nødvendig. Det er besynderligt, at det hænger sådan sammen. De tilgivelige overtrædelser sætter vi måske blot en streg over og kommer videre. Det utilgivelige lader vi stå, hengemmer det og lader det sortne sind, sjæl og hjerte. Den styrke, det kræver at tilgive det utilgivelige, er både meget stor og meget svær at finde, og det er en styrke, som få har, og som få finder; desværre.

Når det gør rigtigt ondt, ondt helt ind i kroppen, så den sitrer, og gør fingrene kolde, kinderne blege og øjnene blanke. Når blodet koger, og hjertet brænder. Når luften smager af ingenting, og solen bare er en stjerne. Når søvnen er en flugt og dagen et fængsel - så er det på tide at tilgive. Det bliver ikke let, for det kan ikke være let. Men det må gøres. Det må gøres. Men hvordan?

Vrede vil altid føre til mere vrede. Had til mere had. Tilgives der ikke, vil den utilgivelige handling få konsekvenser, som kan være uoverskuelige og vidtrækkende. Kulden spreder sig og varme hjerter gøres kolde. Sorgen og bitterheden og vreden smitter. Smil viskes ud. Glæden bliver klemt, en engel græder, og der er pludselig så stille omkring bordet. Det utilgivelige må og skal ikke nødvendigvis accepteres. Det må eller skal heller ej glemmes. Men det må tilgives.

Kun sådan drives sorgen tilbage. Kun sådan gives der plads til den glæde, som er så værd at værne om i denne verden. Tilgiver den forurettede vil i hvert fald en del af det onde blive udslettet. Og måske, måske tilgivelsen vil få den utilgivelige handlings ophavsmand til at se, at der kan findes lys i det mørke, som sjælen har gemt sig i af bare skam og ærgrelse og misforstået stolthed. Til at se sig selv. Mærke at der trods det onde, findes noget større. Og så bliver tilgivelsen dobbelt, hvis man kan få tilgivet sig selv med.

Først da og kun da vil det utilgivelige drive ud af denne verden, som stadigvæk er god. Drive ud af hjertet, så solen bliver solen igen, så luften igen kan smage af det forår, som vi ved kommer efter vinteren. Tiden er altid til at tilgive. Nu.