Pædagog fra Bosnien udgiver børnebog
Bojan Nikolic har netop udgivet sin første børnebog, 'Fantus - den snabelløse elefant'
børnebog Mange, der skiller sig ud fra mængden, har sikkert oplevet, at andre peger, kigger underligt eller måske griner af én. Det har den 30-årige Risskov-borger Bojan Nikolic oplevet, for hans 35-årige storebror er nemlig udviklingshæmmet, og det er med inspiration i ham og eget job i institutionen Kælkebakken i Stavtrup, at han netop har udgivet børnebogen 'Fantus - den snabelløse elefant.'
"Jeg har gennem de seneste år haft lyst til at skabe noget. Jeg har altid været mega glad for at skrive - helt tilbage i folkeskolen, når jeg skulle skrive stil. Jeg ved også, hvor mange gode værdier, der er for børn i højtlæsning, og så tænkte jeg, at jeg da selvfølgelig skulle skrive en børnebog. Bogen handler om at være anderledes. Jeg vil gerne have, at børn lærer, hvad det betyder at være handicappet. De har svært ved at forstå det ord, men via bogen og nogle spørgsmål jeg stiller til sidst i den, har jeg lavet forklaringerne i børnehøjde," fortæller Bojan Nikolic.
Fra Bosnien
Hvis ikke du synes, hans navn lyder særligt danskklingende, så er det helt korrekt. Han er nemlig født i Sarajevo i Bosnien, men flygtede til Danmark i 1994, hvor han i de første år opholdt sig i en flygtningelejr i Sønder Felding med sine forældre og storebror, indtil forældrene havde sparret nok penge sammen til at kunne flytte i lejlighed og senere i hus.
"Jeg har også selv oplevet at være anderledes, da jeg kom hertil. Jeg havde svært ved at få en omgangskreds, og der blev kigget skævt til mig, og jeg kunne jo ikke sproget dengang. Det har også inspireret mig til at skrive bogen," siger Bojan Nikolic, hvis navn er det eneste, der indikerer, at han ikke stammer fra Danmark.
Flere bøger på vej
Han har selv udgivet sin bog med hjælp fra en grafisk designer og en illustrator, og i første omgang fik han trykt 200 bøger. Han var glad, hvis han bare kunne sælge 30, men inden han nærmest nåede at overveje, hvordan han skulle få promoveret sin bog, var de alle revet væk.
Jeg har også selv oplevet at være anderledes, da jeg kom hertil
Han havde egentlig planer om, at den skulle ud i boghandlen, men der er han slet ikke nået til endnu. Indtil videre er den i dagtilbudene i Stavtrup, ligesom den også er på biblioteket i hans hjemby. Bojan Nikolic har på baggrund af sin bogsucces sat 100 mere i tryk, og det er muligt, der kommer flere.
Andre bøger
Bojan Nikolic har ingen ambitioner om at blive fuldtidsforfatter, for det har kostet mange tanker og søvnløse nætter at nå i land med debutbogen, men følelsen, da han stod med de trykte bøger i hånden, har været med til, at han har fået mod på at skrive flere.
"Jeg drømmer om at lave en serie, også selv om det har været hårdt, for det har det satmer. Jeg er nogle gange vågnet klokken tre om natten og har fået en idé, som jeg har sat mig op og skrevet ned. Det har været en fed, men hård proces. Og så vil jeg bare sige, at selv om det lyder klichéagtigt, så skal man altså gå efter sine drømme."