Fortsæt til indhold

Vind billetter til festlig nytårskoncert

UgeBladet starter året med en læserkonkurrence om otte billetter til nytårskoncerten med Aarhus Symfoniorkester

Kultur og byliv
Grethe Bo Madsen

konkurrence Er du også en af dem, der sidder nytårsdag og nyder nytårskoncerten fra Wien, så har du nu muligheden for at opleve lidt af den ægte vare i Kulturhuset Skanderborg. Her giver Aarhus Symfoniorkester koncert tirsdag 7. januar kl. 19.30

Den østrigske dirigent Andreas Stoehr tager endnu en gang favnen fuld af Strauss og medbringer en vaskeægte wienerisch højstemning med lystigt valsende og polkaspringende toner.

Men ingen fest uden sang, og i år bæres klangen fra en håndfuld af den klassiske musiks mest inciterende operetter af Henriette Bonde-Hansen. I en generation har hun været en af Danmarks førende sopraner – og står i dag på toppen af sin karriere med en blomstrende, virtuos stemme og et enestående kunstnerisk overskud.

Vil du deltage i konkurrencen om 4 x 2 billetter, så skynd dig at skrive til redaktionen på redaktion@uge-bladet.dk og fortæl, hvem du vil tage med til koncerten, hvis du er en af de fire heldige, der hver vinder to billetter.

Vi trækker lod blandt alle deltagere på fredag 3. januar kl. 15.