Et nyt årti - ritualernes årti?

klumme Da jeg som ung boede på et lille værelse i Aarhus indre by, havde jeg fra mit vindue udsigt ud over byens mest trafikerede plads med al dens trafik og mange busstoppesteder.

Hver eneste morgen - på nær lørdag og søndag - sad den samme mand på den samme bænk med den samme taske mellem benene med, hvad der lignede den samme flaske i hænderne og betragtede trafikken.

Som tiden gik, kunne jeg ikke lade være at tænke, om manden dog ikke blev træt af at gøre det samme hver eneste dag? Hvorfor fandt han dog ikke et andet sted i byen at sidde, så der var lidt afveksling? Det, der er ved den betragtning, er jo bare, at manden kan have haft akkurat den samme om mig og mine rutiner, som han måske også lagde mærke til, når jeg susede forbi ham hver eneste dag: Hvorfor gider den unge kvinde gøre det samme igen og igen?

Sagen er den, at de allerfleste af os har det bedst med, at hverdagen netop er hverdag (hvorfor manden måske ikke sad på sin bænk lørdage og søndage - men holdt weekend), og at vi i vores rutiner finder gentagelsen beroligende.

Denne erfaring er al religion også bygget på, da den med sine ritualer sætter verden i orden, så vi kan finde et sted at høre til. Vores traditioner er på samme måde ritualer, der markerer overgang og opbrud i vores hverdag: Årstidernes skiften / overgangen mellem mørke og lyse dage, overgangsritualer som for eksempel dåb / navngivning / konfirmation / vielser eller traditioner omkring et folketingsvalg eller en sportsbegivenhed.

Vores religiøse og kulturelle ritualer er med til at skabe en social solidaritet, der er helt nødvendig, for at vores samfund hænger sammen.

Ritualer er ikke - som de ellers godt kan have ry for - blot til for at ensrette os eller lade os slippe for at tænke selv.

De sunde ritualer (dem, der ikke gør nogen fortræd) rummer netop en oplæring i solidaritet, da de ofte lader os deltage i dem på tværs af sociale og politiske skel. Det er eksempelvis så tydeligt, at børn, der er vant til at synge fællessang, får oparbejdet en forståelse for, hvor vigtigt det er, at alle har en stemme, og at alle bidrager og lytter til hinanden.

Eller som nu den nyligt indfundne tradition med udklædning og trick-or-treat i november, som vores børn har taget til sig med stor begejstring, og som vi lidt mavesure voksne måske har svært ved at forstå, fordi vi ikke selv har kendt til halloween, da vi selv var børn.

Men hver gang vi siger "hvad skal det nu til for!", så skal vi blot huske på, hvor stor betydning disse tilbagevendende begivenheder kan have for børnene. Her er noget at vende tilbage til, noget at glæde sig til og her er noget, der markere et bestemt tidspunkt på året. Noget der fremmer den sociale solidaritet, fordi alle kan være med.

Vi har i flere årtier både fra politisk side, i vores pædagogik og måske også i vores familieliv forsøgt at skubbe det traditionsbundne og dets ritualer fra os i håb om at finde en form for frihed, vi måske troede, vi havde givet køb på; hvad end den frihed så bestod i.

Ja, selv i det kirkelige landskab har der i nogle tilfælde indsneget sig en blufærdighed over for det rituelle, fordi vi fejlagtigt troede, at det skræmte folk væk og var blevet for uforståeligt. Men i stedet for mere frihed fandt vi måske os selv mere forvirrede, ensomme og med en voksende frygt for det ukendte.

Så her på tærsklen til det nye årti er det måske værd at lytte til dem, der spår, at ritualerne igen vil få meget mere plads i vores samfund og vores fællesskaber. Det var måske værd at overveje. Det tror jeg i hvert tilfælde på.

Så skål for et nyt årti; ritualernes årti. Og godt nyt år til alle!