Fortsæt til indhold

Hvorfor er Skanderborg den smukkeste by?

UgeBladet Skanderborg har spurgt en række af byens forretningsdrivende, hvad de finder smukt ved Skanderborg

Kultur og byliv
Arkiv

Byen har det hele

Jette Dyrvig, indehaver af Anbi

"Jeg synes, at det er på grund af alsidigheden. Her er simpelthen det hele - både skøn natur, en fin by og seværdigheder," fortæller Jette Dyrvig, der har været indehaver af tøjbutikken Anbi i ni år.

"Jeg bruger selv byen, alt det jeg kan, til både gå- og cykelture, indkøb, biografen samt spisestederne," fortæller Jette Dyrvig.

Kirsten Jensen, indehaver af BlomsterVærkstedet. Foto: CSJ

Fantastiske omgivelser

Kirsten Jensen, indehaver af BlomsterVærkstedet

"Det må jo nok være på grund af beliggenheden - naturen og vandet," siger BlomsterVærkstedets indehaver, Kirsten Jensen, som holder af gåture.

"Og så har jeg jo den fedeste udsigt lige her fra butikken. Det nyder jeg hver dag," siger hun og kigger ud over Skanderborg Sø fra et stort vindue bagerst i blomsterbutikken, der i øvrigt har ligget netop her i 12 år.

Juan Abdo, indehaver Café Norr. Foto: CSJ

Naturen gør folk glade

Juan Abdo, indehaver Café Norr

"Det er på grund af omgivelserne. Her er jo natur og vand helt tæt på," siger Juan Abdo, som har haft Café Norr i Bloms i et år.

Han tænker, at netop naturen har en god indflydelse på byens borgere:

"Jeg synes, at man kan mærke det på folks sind. De frie omgivelser påvirker humøret, så folk er mere glade og mere imødekommende," siger han.

Peter Haakon Boa, indehaver af Smukt Syn. Foto: CSJ

Elsker søen og skoven

Peter Haakon Boa, indehaver af Smukt Syn

"Skanderborg er den smukkeste by på grund af omgivelserne - søen og skoven," siger optiker Peter Haakon Boa, der er indehaver af Smukt Syn.

Han betegner sig selv som gammel windsurfer og sportstosse, og derfor bruger han byens natur en del.

"Faktisk lejer jeg også stand up paddle ud her fra butikken, da flere skal prøve at se vores smukke by fra søsiden."

Pia Pedersen, indehaver af Peers Pølsevogn. Foto: CSJ

Hygge og venlighed

Pia Pedersen, indehaver af Peers Pølsevogn

"Fordi her er så hyggeligt. Det har jeg altid syntes. Her er en god ro og nogle fine butikker," siger Pia Pedersen, der er indehaver af Peers Pølsevogn.

I hendes daglige møde med mange skanderborgensere springer endnu en ting i øjnene, som gør byen smuk:

"Jeg møder altid venlighed. Det er glade og høflige mennesker," siger pølsedamen og vinker farvel til et par kunder.