Svært at få sandheden om ældreplejen frem
DEBAT Under overskriften i Lokal Avisen Aarhus Syd 'Det ulige magtforhold' skriver ansvarshavende chefredaktør Claus Krogh 19. januar en leder, der endnu engang afdækker nogle af de kritisable forhold som ældreplejen, og magistraten for Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune er behæftet med.
Det er en velskrevet og rammende leder, som er lige så aktuel her i 2019, som den ville have været det i for eksempel 2006 og årene fremadrettet.
Det, som Claus Krogh så udmærket afdækker, er den ængstelse som såvel plejepersonalet, som de ældre plejekrævende og deres pårørende angiveligt har for at bruge deres ytringsfrihed, og i den forbindelse de klagemuligheder, der måtte være.
Tillad mig at henlede opmærksomheden på et læserbrev helt tilbage fra september 2006, hvor en hjemmehjælper i frustration skriver under overskriften 'Hvad med ytringsfriheden?':
"De gamle og handicappede orker sjældent selv at klage over forholdene. Hjemmehjælperne, der står midt i problemerne og kan se, hvad der foregår, må ikke gå til pressen. De skal være loyale over for deres chefer, som har deres på det tørre."
Dette indlæg svarer daværende og nuværende direktør for Sundhed og Omsorg Hosea Dutschke på i et læserbrev ligeledes i september 2006 ved blandt andet at skrive:
"Lad mig slå fast: Alle vores ansatte har ytringsfrihed, og kan udtale sig om deres arbejdsområde, i vores kommunikationsfolder skriver vi til alle ansatte, Sundhed og Omsorg ønsker at være åben, Derfor opfordres medarbejderne til at udtale sig, når de bliver spurgt om noget, der vedrører deres arbejdsområde."
Med mit årelange kendskab til, hvad der sker og ikke sker på ældreområderne i Aarhus både som bestyrelsesmedlem på Plejehjemmet Tranbjerg Vænge, da det var i amts-regi, og som medlem af Ældrerådet, blev jeg delvis vred og delvis overrasket, da jeg på et ældrerådsmøde i 2012, hvor man havde bedt omsorgschef for Sundhed og Omsorg Kristine Markvorsen (den samme person, der erkender fejl i C.K.s leder 19. januar) om et fremmøde for at uddybe plejepersonalets muligheder for at påpege kritisable forhold inden for ældreplejen.
På nævnte møde sagde Kristine Markvorsen til de fremmødte ældrerådsmedlemmer, at hun havde opfordret lokalcheferne og mellemlederne til at tilkendegive over for personalet, at de ikke gik til pressen, hvis de havde noget kritisk at ytre sig om i forbindelse med deres arbejdsforhold og plejen af de ældre, men i stedet holdt det internt.
Jeg var rystet, og sammen med et andet ældrerådsmedlem henvendte vi os til Kristine Markvorsen og sagde, at vi ville gå i pressen med det, hun havde sagt, som vi mente, havde en helt klar undertone af en fyreseddel, hvis en ansat henvendte sig til pressen med kritik
Som sagt så gjort. Kristine Markvorsen sagte ord kom i avisen, og efterfølgende forsøgte man flere steder fra i hierarkiet - blandt andet kommunens juridiske topchef - at få os, der havde brugt vores ytringsfrihed 'knaldet' for at have overtrådt vores tavshedspligt.
Det lykkedes ikke for dem, men til gengæld tyder det på, at intet er blevet bedre med årene, når det handler om at turde stå frem og kritisere forhold, og derfor får borgerne aldrig den fulde sandhed om forholdene inden for Sundhed og Omsorg i Aarhus.
Tilbage står så spørgsmålet, hvem bestemmer, hvad personalet inden for Sundhed og Omsorg må ytre sig om over for pressen. Er det embedsværkets øverste chef, her Hosea Dutschke, eller er det den næstøverste, Kirstine Markvorsen, der bestemmer.
I hvert fald tyder noget på, at Kirstine Markvorsen sætter dagsordenen, men det er grove løjer, at det kan blive nødvendigt at indføre en anonym whistleblower-ordning for at få sandheden om ældreplejen på bordet.