Fortsæt til indhold

Skak: Skanderborg udfordrer Silkeborg

Kulturhuset i Skanderborg står i skakkens tegn 30. marts

Kultur og byliv
Arkiv

Skak er om noget et spil for de små grå, men det behøver ikke at være kedeligt. I Skanderborg Kulturhus’ foyer er der i hvert fald lørdag 30. marts kl. 11-16 mulighed for at opleve det i en underholdende udgave.

Dér vil et femmandshold fra Skanderborg Skakklub nemlig dyste med et hold fra Silkeborg i konsultationsskak.

Her er der et helt hold på hver side af brættet, som sammen forsøger at finde de bedste træk. Rent fysisk vil de to hold sidde ved hver deres bord et stykke vej fra hinanden, og så vil holdenes medlemmer - til tider højlydt - diskutere trækkene.

Undervejs vil partistillingen være at finde på et demonstrationsbræt i foyeren, hvor forskellige ekspertspillere vil kommentere både stillingen og de enkelte træk.

På dagen har Skanderborg Skakklub også allieret sig med en topspiller, der vil spille simultanskak mod de tilskuere, der har mod på at krydse klinger med mesteren.

Der vil også være brætter og brikker klar til alle, der bare har lyst til at tage et spil.

jesl