Fortsæt til indhold

Kunstbulancen rykker ud til torvet

Tværfagligt projekt om Kunst og Sundhed i Skanderborg frem til 24. maj

Kultur og byliv
Arkiv

skanderborg Kunstpartiets eksperimentelle projekt i år har som mål at genopdage den kapacitet, som kunst kan have til at påvirke sundhed og til at nå ud til en større del af samfundet. Det sker gennem kunstneriske ophold i syv byer i Region Midtjylland, hvor man kører rundt med en Kunstbulance og opfører forskellige performances.

I denne uge er Kunstbulance i aktion i Skanderborg. Blandt andet 23.maj kl. 13, hvor man med den farverige aktion 'The square' på Kulturhustorvet vil gøre opmærksom på anderledes agerende borgeres tilstedeværelse i den urbane kontekst og på de arkitektoniske barrierer og mentale udfordringer, som de hver dag er tvunget til at mestre - skriver arrangørerne i en pressemeddelelse.

I aktionen 'The square' på Kulturhustorvet vil man gøre opmærksom på anderledes agerende borgere. Pressefoto

En journal til byen

Ud over det byder besøget også 22. maj kl. 12.30 på en sex-kampagne-happening ved Skanderborg Gymnasium og 21. og 23. maj kl. 15 besøg ved plejecentre i byen og Plejecenter Kildegården.

Desuden vil Kunstpartiet 24. maj kl. 10 overrække 'Byens journal' til kultur-, sundheds- og beskæftigelsesudvalgets formand. Journalen skal dokumentere byens tidligere sundhedstilstand, og om der er gjort fremskridt. Blandt andet vil den indeholde et EKG, som registrerer hjertets slag før, under og efter Kunstpartiets performance.

Skriv eller ring

I tilfælde af 'kunstnødsituationer' kan man også skrive til kunstpartiet@gmail.com eller ringe på tlf. 2466 7913.

jesl