Vadstrups Klumme: Haralds Hellige Hjerte

Ved Gammeltoft vest for P-pladsen foran Ellemandsbjerget på Helgenæs har der i Vikingetiden ligget en landsby med navnet Gammelby. Beboerne her har været vidner til ét af de helt store og afgørende krigsdramaer i dansk historie. Saxo beretter, at Harald Blåtand blev dødeligt såret omkring år 987 af én af Svend Tveskægs allerbedste skytter ”Esbern Lusk” i en pause under et slag om kongemagten mellem far og søn.

Det foregik på denne liden heroiske måde, at Harald ramtes af en pil i den nederste bløde del af sin venstre balle, medens han i en ”pressende” nødtørfts-situation sad på hug for at lokke reminiscenserne fra gårsdagens forplejning ud af systemet.

Kongen havde efter datidens krigsnormer øjensynlig overskredet tidsfristen for den aftalte våbenhvile. De lærde strides dog stadig om årsagen til overskridelsen. Skyldes det hans legendariske obstipation, eller var årsagen fordybelsen i faderen Gorm den Gamles samlede erindringer indhugget med runer på store flade sten i bedste Flintstone-stil?

Harald havde altid ’biblioteket’ med på sine togter. Om ikke andet, så for på en åndrig måde at stimulere processen bedst muligt på naturens gavmilde latriner. I dag er ventetiden blevet erstattet af iPhones og Informations dybdeborende artikler for elitære venstreorienterede ’pressere’. Ifølge Saxo nåede han at frigive sine DNA-spor i den sandede jord på Ellemandsbjergets syd-skråning, inden skytten påførte ham banesåret. Og det vil i sandhed være ubetaleligt guf for en Nobel-hungrende vikingeforsker, hvis sporene en dag skulle dukke op til overfladen.

Hellige hjerte

Ifølge sagnet dannede der sig et bart og goldt område på det sted, hvor Harald Blåtand vaklende faldt til jorden. Smerterne tvang ham til at vride sig så voldsomt rundt, at hans harnisk sled al vegetation bort. Der dannedes et hjerteformet område, som blev farvet ganske rødt af Haralds fossende balle-blod. Kongens nærmeste livvagter kunne endog berette om at have set det mørke blod i hans blå fortand langsomt forsvinde, så den blev ganske gusten. Intet planteliv har sidenhen kunnet vokse på stedet. Selv pattedyr, fugle og insekter viger stadig respektfuldt uden om stedet, som kaldes Haralds Hellige Hjerte.

At begive sig op på Ellemandsbjerget i fuldmåneskær og fri til sin udkårne på selve åstedet skulle ifølge sagnet give et langt og lykkeligt ægteskab med raske levedygtige børn samt en smule rigdom. Og det er ganske vist, for ingen har nogensinde hørt om det modsatte.

Tilnavnet Blåtand skal tages med et gran salt, da nyere og mere plausible teorier peger i retning af navnet Blottand, der kan udlægges som ’offervilje’. En gudfrygtig konge som Harald ville man nok aldrig tildele et så simpelt tilnavn alene baseret på hans ydre, men derimod mere som en positiv egenskab.

I kampene mellem Harald Blåtand og hans fostersøn deltog på Svend Tveskægs side Palnatoke, som var en sagnhelt fra Fyn, der sandsynligvis grundlagde Jomsborg-vikingernes højborg ved byen Wolin, som ligger ved Oder-flodens udmunding på den nuværende polske østersøkyst på grænsen mellem Polen og Tyskland.

Den dødeligt sårede Harald Blåtand flygtede med sine soldater i vikingesnekker til Jomsborg, hvor han i voldsom smerte udåndede 1. november på Alle Helgens Dag. Få timer inden sin død ytrede han en smuk hyldest til Helgenæs:

»På Ellemandsbjerget jeg følte en smerte, hvor troen på min Gud blev min skæbnes sår. Men hvad er dog mere smukt i mit hjerte, end mindet om udsigten, der aldrig forgår.«

Hans skæbne var ikke kun en konsekvens af opgøret med den eksisterende ase-tro, men så sandelig også kampen om kongemagten.

Haralds jordiske rester førtes efter sigende til Roskilde, hvortil han efter alt at dømme havde flyttet sin residens for at få større synlighed og lettere adgang til sejlads. Hans formodede gravplads i Roskilde Domkirke er desværre tom, så man får nok aldrig bekræftet, om Kongens fortand virkelig var blå. Andre forskere mener, at han i virkeligheden blev begravet i Wolin, hvor byen rejste en mindesten over Harald Blåtand. Så en helt ubetydelig konge har han næppe været.