Fortsæt til indhold

Kontroversiel dansk film får forpremiere i Hornslet og Ebeltoft

6. maj vises den nye, omdiskuterede danske film Asfalt i KomBi Hornslet og i Store Bjørn Ebeltoft.

Kultur og byliv
sra

Biograffilmen Asfalt har allerede vundet stor international anerkendelse og priser i både New York, Barcelona, Berlin og London, og 11. maj får dramaet om lastbilchaufføren Lasse, der indhentes af sin fortid, endelig dansk premiere.

Filmen kan ses i hele landet, men som noget særligt vil der være en forpremiere i KomBi Hornslet og i Store Bjørn Ebeltoft 6. maj. Her vil filmens instruktør Charlotte Madsen sammen med hovedrolleindehaveren, skuespiller Michael Asmussen, møde op og fortælle lidt om filmen inden visningen.

Asfalt er et barskt og vedkommende drama om familieskab, frihed og fordomme baseret på instruktørens egen historie med en far, som er tidligere lastbilchauffør.

Filmen har før premieren skabt stor debat i lastbil-miljøet, hvor den – ifølge nogle - kontroversielle trailer har bidraget til forargelse blandt mange. Til det udtaler instruktøren Charlotte Madsen:

»Det er virkelig interessant, hvordan en trailer på knap to minutter taget ud af en film på halvanden time kan understrege filmens tema – fordomme. Vi er alle sammen ganske enkelt for hurtige med de fordomsfulde reaktioner.«

Temaet, sammenlagt med de konsekvente kunstneriske valg og skuespillerpræstationerne, har givet anledning til den internationale anerkendelse, og flere producenter og amerikanske filmstudier har vist interesse for et amerikansk remake af den danske film.

I filmen medvirker også en række andre kendte danske skuespillere som Lars Mikkelsen, Mia Lyhne, Lars Ranthe, Camilla Bendix og Thue Ersted Rasmussen. Man hører dog kun deres stemmer.

»Det har været en spændende udfordring at skabe interessante karakterer kun ud fra deres stemmer og lydene omkring dem. Så nu er det op til publikum at skabe deres egne billeder af, hvordan lige præcis de opfatter de karakterer,« siger instruktør Charlotte Madsen.