Fortsæt til indhold

Lokal forfatter udgiver tredje bog i trilogi

Sætter spørgsmålstegn ved, hvad der er virkelighed, og hvad der er fantasi.

Kultur og byliv
jr

Den lokale forfatter Dorthe Lis Lindgaard-Thomsen har netop udgivet det tredje bind i trilogien Platons Akademi. Trilogien er en samlet, sammenhængende fortælling i genren historisk drama og magisk realisme.

I den nye bog, Liljens Søsterskab, har forfatteren fokus på de mange aspekter af menneskehedens evne til at skabe virkeligheden gennem egne fortællinger, tro og værdier. Historien udspiller sig fra år 33 til 1512 fra Firenze til Danmark, til Tyskland, Frankrig og Schweiz.

»Jeg sætter spørgsmålstegn ved, hvad der er virkelighed, og hvad der er fantasi. Jeg fokuserer på kvinders rolle sammen med manden – sammen, ikke adskilt. Fortællestilen er fængende, anderledes og set gennem karakterernes øjne, både de gode, de onde, og dem midt imellem, der er lidt af det hele. Det er i sandhed en rejse gennem tid og rum, og den kan læses med forskelligt fokus og blik. Nogle læser en røverhistorie, der er både sex og vold. Andre læser en kærlighedshistorie, og så er der dem, som læser magien og kampen mellem lyset og mørket, mellem skjulte esoteriske grupper og kirkens magt,« fortæller Dorthe Lis Lindgaard-Thomsen i en pressemeddelelse.

Det første bind i trilogien hedder ’Når lyset fødes igen’ og udkom for seks år siden. Den anden bog hedder ’En gang på vejen, altid på vejen’ og udkom i 2019. Alle bøgerne er udgivet på forfatterens eget forlag, Forlaget Livskraft.

Dorthe Lis Lindgaard-Thomsen bor på en ejendom mellem Thorsø og Ulstrup, hvor hun også har indrettet en ferielejlighed.