Fortsæt til indhold

Film fra travle storbyer og vilde jungler kan indspilles i Filmby Aarhus

Det er ikke nødvendigt at fragte et helt filmhold til smukke strande eller nedlagte fabrikker for at optage en film - det kan man i et nyt virtuelt studie i filmbyen.

Kultur og byliv

Filmby Aarhus og udstyrsudlejerne FilmGear er gået sammen om et spritnyt Virtual Production-studie i Filmby Aarhus. Det nye studie er det største af sin slags i Vestdanmark og bringer en banebrydende teknologi til film- og TV-produktion i Aarhus og omegn, der både kan spare producenter for tid og penge og samtidig bidrage til mere bæredygtig filmproduktion.

For 20 år siden åbnede Filmby Aarhus Studie 1, som det første professionelle filmstudie tilgængeligt for alle filmproducenter i området, og i dag kan Filmby Aarhus i samarbejde med virksomheden FilmGear løfte sløret for den hidtil største opgradering af Studie 1.

Det drejer sig om en fire gange 10 meter stor LED-skærm og tilhørende udstyr, der udgør det nye Virtual Production-studie i Filmby Aarhus, som er det største af sin slags i Vestdanmark. Det skriver de i en pressemeddelelse.

Skabes indenfor fire vægge

»Vi er enormt stolte af at være de første i Vestdanmark, der kan tilbyde så gode faciliteter til Virtual Production til alle producenter af kreativt digitalt indhold. Virtual Production er en vigtig ny teknologi,« siger Theresa Valbæk, der er projektleder i Filmby Aarhus.

Faciliteterne til Virtual Production gør det muligt for film-, TV- og kommercielle produktioner at udskifte optagelser på virkelige locations med optagelser i studiet foran skærmen, der kan vise computerskabte eller virkelige miljøer og locations.

Der er i filmbyen en fire gange 10 meter stor LED-skærm, som gør det muligt at lave en spektakulær og storslået film indenfor studiets fire vægge. Pressefoto: FilmGear

Med den mulighed kan producenter spare både tid og penge og samtidig skabe mere bæredygtige og kreative produktioner, fordi langt flere optagelser – med og uden skuespillere - kan laves i et enkelt studie.

Virtual Production har de seneste år vundet indpas. The Last of Us fra HBO Max og Disney Plus-serien The Mandalorianer er lavet indenfor de samme fire vægge i et Virtual Production-studie.