Mindeord: Multikunstneren Ole Jørgensen
Adresseavisen har modtaget mindeord om Ole Jørgensen, Thorsager, som forleden afgik ved døden. Mindeordet er skrevet af hans datter Sille Øbing-Jørgensen.
Multikunstner Ole Jørgensen, født d. 21. juni 1943, er gået bort.
Han sov stille ind efter kort tids sygdom ovenpå en længerevarende sygdomsperiode. Han blev 79 år gammel og bisat i Thorsager Kirke d. 16. juni.
Ole blev uddannet lærer ved Frederiksberg seminarium, men hans livslange kunstneriske interesse tog hurtigt form da han som 22-årig udarbejdede et stort keramisk relief for Frederiksberg Kommune. Ole rejste til Paamiut i Grønland i 1967 sammen med sin daværende hustru, hvor de begge underviste grønlandske børn i forskellige fag.
Hans store passion var den grønlandske natur, kultur og det grønlandske folk. Det blev til mange år med Grønland som omdrejningspunkt.
Efter 5 år i Paamiut flyttede Ole Jørgensen med sin familie til Århus, hvor han bl.a. underviste grønlandske klasser på Jysk Børnehaveseminarium.
Ole var derudover foredragsholder om Grønland og medstifter af Jysk Kunstavis. Det blev til mange malerier, tegninger og skulpturer i hans tid i og efter Grønland, samt med udgivelsen af bogen ”Sjæl gør dig Smuk” om inuit menneskene ved forlaget Klim.
I samarbejde med Stig Thornsohn og Bo Egelund, blev det til adskillige udstillinger i ind og udland omhandlende indiansk og grønlandsk kultur. Fra 1975 – 84 var han ansat som manager, fotograf, kulturformidler, udstillingsarrangør og PR-chef på det Internationale Grønlandske Tukak Teater i Fjaltring.
I 1980 blev han inviteret som observatør til 4ʹ Russel Tribunal i Holland, som behandlede de oprindelige folks rettigheder i Nord-, Syd- og Mellemamerika. Dette førte til flere ophold hos “Indianske Nationer” i USA og Canada.
De sidste mange år var Ole Jørgensen bosiddende på Djursland, hvor han blandt andet i en periode var kulturchef i Billund Kommune.
Siden begyndte han også at arbejde i beton. Det blev bl.a. til en æbleskulptur med lysdioder placeret ved Glasmuseet i Ebeltoft, og en isbjergskulptur m. nordlys foran hotel Arctic i Ilulissat i Grønland.
Han store drivkraft og inspiration var altid naturen, som han også havde fokus på at vi alle skulle være bedre til at værne om. Ole efterlader sig 5 døtre og 9 børnebørn fra to ægteskaber.