Fortsæt til indhold

Wafande og »skør, hvid mand« spiller sammen på toppen

To danske reggaestjerner spiller sammen for første gang når der 2. september er open air-koncert i 'Gryden' på Ejer Bavnehøj.

Kultur og byliv
msb

Afrikanske rytmer smelter sammen med dansk reggae til open air-koncert i ’Gryden’ på Ejer Bavnehøj 2. september.

Dansk-tanzanianske Mzungu Kichaa, med sangskriver, forsanger og guitarist Espen Sørensen i front, spiller op med sit autentiske bongo flava-band fra Tanzania.

»Det bliver en enestående koncert, hvor reggae-kongen Wafande giver den gas sammen med Mzungu Kichaa. Wafande medvirker på bandets nyeste indspilning, men det er første gang de optræder live sammen,« siger formanden for Ejer Bavnehøjs Venner Viggo Rasmussen.

Hverken navnet Mzungu Kichaa - der betyder den skøre, hvide mand - eller forsangerens borgerlige navn, Espen Sørensen, er et alle danskere kender. Men i Tanzania og andre østafrikanske lande er han en superstjerne, der spiller koncerter for tusindvis af mennesker og konstant bliver standset på gaden. Pressefoto.

Med dansk-fransk-afrikansk afstamning er Wafande kendt for en stribe hits inden for reggae, soul og urban-hit-melodier og er en sand influencer af natur. Han fik sit gennembrud med Wafande-hittet ’Gi’ mig et smil’ i 2011.

Faktisk kunne man høre Wafande til en række populære afskedskoncerter tilbage i 2019-20. Dengang meddelte han:

»Jeg har valgt at stoppe min karriere, som I kender mig, og finde nye udfordringer.«

Men det blev heldigvis kun en pause, for han kunne åbenbart ikke undvære følelsen af at mærke publikums energi.

Mellem to verdener

Espen Sørensen, der er synonym med Mzungu Kichaa, har sin helt egen historie. Han er stammer fra landsbyen Horndrup og flyttede med sin forældre til Zambia som 6-årig. Dengang måtte han kæmpe for at blive accepteret på lige fod med afrikanske kammerater. Til DR har han fortalt:

»Første dag jeg var i skole, havde jeg sko på og min firkantede danske skoletaske med reflekser. Men mine lange blyanter blev skiftet ud med nogle korte. Det var meget sejere at have det, de andre havde. Jeg havde en meget fin blyantspidser i messing, som jeg byttede til et barberblad, fordi de andre spidsede blyanter med det.«

Projektet lykkedes, og Espen Sørensen blev accepteret i landsbyen. Noget han resten af sit liv har taget med sig som en bevidsthed om, at det er muligt at blive accepteret, selvom man ikke ser ud som de andre.

Det bliver en enestående koncert, hvor reggae-kongen Wafande giver den gas sammen med Mzungu Kichaa. Wafande medvirker på bandets nyeste indspilning, men det er første gang de optræder live sammen.
Viggo Rasmussen, formand for Ejer Bavnehøjs Venner

Siden flyttede han til Tanzania og begyndte at synge på swahili. Kunsternavnet Mzungu Kichaa betyder noget i retning af ’Den skøre hvide mand’. Hans musik ligger indenfor den såkaldte bongo flava-genre, der er kælenavnet for tanzaniansk hip hop.

Mzungu Kichaa eller "Den skøre hvide mand" flyttede til Afrika som 6-årig, hvor han begyndte at synge på swahili. Samtidig var han med til at skabe en ny musikgenre og blev også dommer i den tanzaniske pendant til X-factor. Pressefoto.

Populariteten har blandt andet ført til, at Espen Sørensen i 2010 var dommer i den lokale version af ”X Factor”, der i Tanzania hedder ”Bongo Star Search”.

I dag er Espen Sørensen bosat med sin familie i Tåning – kun halvanden kilometer fra fødestedet Birkebo i Horndrup. Til september samler han hele bandet fra Tanzania, da Mzungu Kichaa skal turnere med koncerter på danske skoler.

Billetter til koncerten 2. september med eller uden helstegt pattegris: https://ejerbavnehoj.nemtilmeld.dk