Fortsæt til indhold

Brænd energi af med squash og leg

Tag familien med til squash og leg i Egå Squash Klub.

Kultur og byliv
gs

Når børnefamilierne i Egå og omegn er gået på weekend med FredagsTamTam på skærmen, så har de nu mulighed for at fortsætte den gode start på weekenden med en god gang leg og squash for hele familien i Egå Squash Center dagen efter, når alle i familien har fået øjne. Egå Squash Klub slår nemlig dørene op hver lørdag til ”Lørdagsræs – squash og leg” kl. 13-15, hvor familier med børn i alderen ca. 0-15 år kan tilbringe et par sjove og aktive timer sammen.

”Lørdagsræs – squash og leg”

Klubben fik ideen til aktiviteten, da de selv er flere medlemmer med børn, som savnede et stærk lokalt familietilbud i weekenden:

»Alle forældre med børn oplever indimellem, at det godt kan være lidt hårdt at være hjemme med børnene hele weekenden uden nogen aktiviteter. Det hele går tit lettere, når alle familiemedlemmerne får bevæget sig, bliver underholdt og får brændt noget god energi af sammen. Derfor fandt vi på aktiviteten ”Lørdagsræs – squash og leg”, hvor far, mor og børn kan tage hinanden i hånden og være aktive sammen,« lyder det i en pressemeddelelse fra Egå Squash Klub.

Gratis måned

Hver lørdag kl. 13-15 står klubben derfor klar til at tage imod familierne til ”Lørdagsræs – squash og leg”. Foruden squash er det også muligt at tage en dyst med/mod de andre familier i for eksempel bordtennis, bordfodbold, stikbold og andre aktiviteter. Det er kun fantasien, der sætter grænser.

Klubben sørger for ketchere og bolde til alle, så man skal blot møde op i noget løstsiddende tøj og gerne et par indendørssko eller strømpesokker, og så er man i gang. Det koster 100 kr. for et medlemskab til børn som gælder resten af 2023, men hele september måned er det gratis for alle.