Ny bog fra Hinnerup-forfatter
Bogens hovedperson vender hjem til Læsø efter år i udlandet. Men kan en mand i moden alder starte på ny? Nyt sted, nyt arbejde, nyt samliv?
Nu er Hinnerup-forfatteren Jørgen Børglum Larsen klar med opfølgeren til sin roman Sand fra 2020. Opfølgeren har fået titlen Vind, og udkommer 27. september på Forlaget Brændpunkt.
Der er tale om en selvstændig fortsættelse, som handler om det fortsatte liv for den midaldrende Stig Tønnesen, som efter en årrække i udlandet vender tilbage til sin ungdoms ferieø Læsø for at åbne øens første papirforretning. På Læsø møder han samtidig sin ungdomskæreste Malin.
Denne gang fortæller Stig selv sin fortsatte historie og opfylder dermed en gammel drøm om selv at skrive noget på papiret. Men hvordan går det ham derefter? Kan en mand i moden alder starte på ny? Nyt sted, nyt arbejde, nyt samliv?
»Det er en roman med masser af natur og mennesker, der mødes, skrevet i en poetisk realisme,« lyder det i en mail til redaktionen fra Jørgen Børglum Larsen.
Han har forfattet adskillige romaner, noveller og digtsamlinger – 12 i alt. Desuden er han cand. theol. og tidligere sognepræst.