Fortsæt til indhold

Ha’ det godt-ugen giver plads til hygge, fis og ballade

I samarbejde med DR P3 har DGI sat gang i Ha’ det godt-ugen sammen med 63 idrætsforeninger.

Kultur og byliv
gs

Hvordan har du det egentlig? Det er et spørgsmål, mange unge tænker over. De fleste børn og unge har det godt, men samtidig føler flere unge end nogensinde sig ensomme, har et dårligt selvvurderet helbred, eller har haft en psykisk lidelse, viser undersøgelser.

Derfor åbner 63 idrætsforeninger i hele Danmark dørene for unge, som har brug for et pusterum i en presset hverdag. DGI og DR P3 vil nemlig sætte fokus på, hvordan stærke foreningsfællesskaber kan bidrage til bedre mental trivsel og give alle unge mulighed for at opleve, hvad det vil sige at være en del af en forening.

»Vi håber, at flere unge oplever, at aktive fællesskaber giver energi i hverdagen, at det er sjovt at dyrke idræt sammen med andre unge, og at de i idrætsforeningen får et frirum fra pres og perfekthed,« siger Charlotte Bach Thomassen, formand for DGI, i en pressemeddelelse.

Volley og socialt samvær

I Aarhus Studenternes Volleyballklub inviterer de til åben træning tirsdag 26. september fra kl. 17-19. Her vil kyndige trænere give de unge en aften med volley og social hygge. Der vil være fokus på at lære lidt volleyball, spille kampe og til sidst er der sodavand og hyggeligt samvær med de andre. Træningen foregår på Marselisborg Gymnasium og er primært for unge mellem 15 og 24 år, men man er velkommen, selvom man ikke lige passer ind i den alderskategori. Lotte Seirup, som er kasserer i ASV, ser frem til en hyggelig aften:

»Vi håber at vække en nysgerrighed for volleyball – gerne også for dem, som har mindre erfaring. I vores klub møder vi ofte en blanding af unge, som har prøvet det før, og dem der rører en volleyball for første gang. I år har vi faktisk en del nye medlemmer, som er nye i sporten, og vi har stor søgning på vores introhold. Vi fornemmer en interesse for at prøve volleyball og hygge sig med det.«

Landet over byder arrangementerne på alt fra beachvolley og fællesspisning til streetbasket og fredagsbar - og idræt i forskellige afskygninger. Ingen arrangementer ligner hinanden, men én ting er sikker: Alle arrangementerne har fokus på et inkluderende fællesskab, som skal være et pusterum i hverdagen. Og så er der selvfølgelig mulighed for at starte regelmæssigt på holdet bagefter.

Fem trin til bedre trivsel

Undersøgelser viser, at organiserede fritidsfællesskaber kan styrke unges trivsel – specielt hvis de unge deltager af egen lyst, har mulighed for at udvikle kompetencer og selvtillid samt føler sig tæt knyttet til de andre i et fællesskab, som er trygt og tillidsfuldt.

De fem elementer er præcis det, DGI og idrætsforeningerne arbejder med, og derfor giver Ha’ det godt-ugen rigtig god mening, siger Charlotte Bach Thomassen:

»Rigtig mange børn og unge har deres første oplevelser med at tage ansvar for aktiviteter i frivillige idrætsfællesskaber rundt i hele landet. Vi vil gerne sikre de bedste rammer for, at unge bliver ved med at deltage, udvikler sig og føler et tilhør til andre unge i idrætsforeningerne. Og at vi motiverer flere unge til at være med,« siger hun.